Et blik på vejrradaren mindede mig om, at jeg skulle hjem at pakke det sidste, vande blomster og den slags, så jeg smuttede tidligt.
Når jeg skal op klokken klam, er jeg som en zombie, så alt skal være pakket undtaget barbermaskinen, og at den kommer med, er et tilbagevendende mirakel.
Jeg fik kun et par dryp på vejen, så det var godt timet. En god time senere væltede regnen ned og gør det stadig. Det buldrer og brager, så katten er flygtet ind i huset. Han er bange for torden og fyrværkeri, den stakkel.
Helle er også en stakkel, for hun kunne ikke bare smutte og kommer næppe hjem i tørvejr.
Bortset fra det er det perfekt ferievejr, for i morgen går turen til Athen, og søndag morgen flyver der en brumbasse til Leros, hvor vejrudsigten siger sol og 25 – 27°. I skyggen forstås.
Det er min sidste sommerferie som arbejdsramt, og der skal virkelig geares ned. Helt ned. Ikke at jeg er overgearet, jeg siger det bare som et mantra.
Der skal drives på terrassen med krydsord og bøger, jeg skal nok en tur i poolen, der skal spadseres ture, og på vejen hjem kan vi købe det gode bagerbrød på torvet i Platanos.
Hen under aften går vi ned til Panteli Bay, sætter os ved baren på stranden, hvor lokale mænd med læderhud spiller backgammon og giver en kop kaffe evigt liv.
Vi sidder godt i safaristolene og nyder en ouzo med havudsigt, mens solen går ned, og lyset blåner.
Ouzoen synker synkront med solen, og så er det tid at vælge taverne. Skal det være ged? Eller bagte gigantbønner i tomatsauce eller fisk eller filodejspakker med spinat og feta?
Så er det, vi ser på hinanden og telepatisk kommunikerer, at livet er godt.
Arrividerci!
