Tag-arkiv: Støv

Hverdag i Siracusa

Vi nyder det her i Siracusa. Søndag og mandag var vejret gråt og køligt, men i dag er det sommerligt, og sådan fortsætter det vist.

Støv på bil i Siracusa

Sådan så alle biler ud i morges

Som på alle fri- og helligdage var der mange ude at promenere i påskedagene, også i går hvor det smådryppede.

I den slags vejr er det ikke så let at se, hvem der er lokale, og hvem der er turister. Det er meget nemmere, når der er omkring 30° i aftensolen, for så går kun sicilianere i dynejakke eller dynevest.

Om noget føles koldt eller varmt er vel et spørgsmål om, hvad man er vant til. Helle mener stadig, at storken for vild, da den afleverede hende i DK i stedet for på Sicilien, men hun går dog ikke i dynejakke af den grund.

Vinbaren på promenaden

På aftenturen i går fik vi plads under vinbarens markise, og det var heldigt, for der gik ikke mange minutter, før det begyndte at regne, så alle gæsterne i det fri måtte flygte ind til os. Der var ikke stole til alle, så nogle måtte stå, til det drev over.

Vinbaren er et hyggeligt sted med udsigt over bugten, og så kan man følge solnedgangen inde over ”fastlandet”, når solen altså er til at se.

Indehaveren er en hippietype på min alder, og selvom han bærer kulørte perlearmbånd, er han begyndt at gå i hvid, løsthængende skjorte, og det er måske for at signalere, at han er værten.

Musikken er helt sikkert ikke valgt af de unge mennesker, som serverer, for den er mest fra 70’erne og 80’erne, hvor de ikke var født endnu. Alt for mange steder er det italiensk sirups-pop, der siver ud af højttalerne, så dette er en velkommen undtagelse.

Ortigias marked

Læs resten

Emissioner, røgrensning, fjernvarme og sand fra Sahara

I takt med den tekniske udvikling stilles der større og større krav til reduktion af cementovnenes emission af støv og gasser som fx NOx.

Skorstene og røgfaner

Skorstene og røgfaner i dag. Kilde: Aalborg Portlands arkiv

Miljø optager sindene, så lad mig understrege, at jeg ikke er talsmand for Aalborg Portland (AP), og at det, jeg skriver om cementproduktion, står helt for min regning.

Da jeg startede som kontrolrumsoperatør i 1988, var der vist kun grænser for ovnenes emission af støv og NOx.

Siden har måleteknik udviklet sig meget, og så snart det er muligt at måle noget nyt, kommer der grænseværdier for, hvor meget der må lukkes ud.

Det er fair nok. Miljøet skal ikke belastes unødigt, og med tiden er de tekniske muligheder for at styre emissionerne forbedret. Inden for EU opererer man med nogle normer kaldet BAT, en forkortelse for Best Available Technology.

Emissionsgrænser

I dag er der grænser for, hvor meget ovnene må lukke ud af følgende, som måles kontinuert:

  • Støv
  • NOx
  • CO
  • SO2 (svovldioxid)
  • NH3 (ammoniak)
  • HCl (saltsyre)
  • TOC (total organisk kulstof)
  • Hg (kviksølv)

Derudover er der grænseværdi for dioxin, som måles af et certificeret firma ved stikprøvekontrol. Grænseværdien for dioxin kan billedligt sammenlignes med en sukkerknald i Gardasøen.

CO2 er et kapitel for sig. Virksomheden har fået tildelt nogle CO2-kvoter og skal holde minutiøst regnskab med, hvor meget der lukkes ud.

Kontinuerlig måling af kviksølv og TOC er uhyre kompliceret, og måleudstyret er kostbart. Målingerne dokumenterer, at AP’s emission er langt under grænseværdierne.

Læs resten

Når den bærbare PC bliver varm

Jeg har været på seminar, og det var udbytterigt. En kollega fortalte mig bl.a., hvordan jeg kunne rense min laptop, som gik ned med hedeture.

Seminaret blev holdt på Tranum Strand Kursus- og Feriecenter i Nordvestjylland. Vejen hertil går gennem klitplantager og ad betonveje fra krigens tid. Her er ro og åben himmel.

Solopgang Tranum Strand

Solopgang Tranum Strand Kursus- og Feriecenter

Seminaret var for cementfabrikkens kontrolrumsoperatører. Jeg var med som instruktør og er derfor ikke den rette til at sige noget om udbyttet, men vi havde det sjovt og hyggeligt, og det er godt at komme væk fra de daglige omgivelser, så intet distraherer.

Ved et af måltiderne faldt snakken på bærbare computere, og hvordan de bliver varme med alderen. Jeg spidsede øren, for min bærbare PC var kommet i klimakteriet og gik ofte ned med hedeture. Jeg havde prøvet at åbne den, men kunne ikke se støv i ventilatoren, som også drejede fint rundt.

Læs resten