I takt med den tekniske udvikling stilles der større og større krav til reduktion af cementovnenes emission af støv og gasser som fx NOx.
Skorstene og røgfaner i dag. Kilde: Aalborg Portlands arkiv
Miljø optager sindene, så lad mig understrege, at jeg ikke er talsmand for Aalborg Portland (AP), og at det, jeg skriver om cementproduktion, står helt for min regning.
Da jeg startede som kontrolrumsoperatør i 1988, var der vist kun grænser for ovnenes emission af støv og NOx.
Siden har måleteknik udviklet sig meget, og så snart det er muligt at måle noget nyt, kommer der grænseværdier for, hvor meget der må lukkes ud.
Det er fair nok. Miljøet skal ikke belastes unødigt, og med tiden er de tekniske muligheder for at styre emissionerne forbedret. Inden for EU opererer man med nogle normer kaldet BAT, en forkortelse for Best Available Technology.
Emissionsgrænser
I dag er der grænser for, hvor meget ovnene må lukke ud af følgende, som måles kontinuert:
- Støv
- NOx
- CO
- SO2 (svovldioxid)
- NH3 (ammoniak)
- HCl (saltsyre)
- TOC (total organisk kulstof)
- Hg (kviksølv)
Derudover er der grænseværdi for dioxin, som måles af et certificeret firma ved stikprøvekontrol. Grænseværdien for dioxin kan billedligt sammenlignes med en sukkerknald i Gardasøen.
CO2 er et kapitel for sig. Virksomheden har fået tildelt nogle CO2-kvoter og skal holde minutiøst regnskab med, hvor meget der lukkes ud.
Kontinuerlig måling af kviksølv og TOC er uhyre kompliceret, og måleudstyret er kostbart. Målingerne dokumenterer, at AP’s emission er langt under grænseværdierne.