Man siger, at det italienske samfund er patriarkalsk, men et segment af de midaldrende, italienske kvinder gør virkeligheden mere facetteret.
Efter regnen i Polignano a Mare
Et segment af de midaldrende, italienske kvinder kan være nådesløse restaurantgæster, som giver tjeneren detaljerede instruktioner om, hvordan kokken skal tilberede sine specialiteter, hvad han må putte i, og hvad han ikke må putte på.
Alligevel rakker de gerne ned på resultatet, og man må undre sig over, hvorfor de går på restaurant i stedet for at lave maden selv; men måske søger de tilfredsstillelsen i at få bekræftet, at kun de selv – og måske Mama – kan lave ordentlig mad.
Nu står jeg bag to italienske kvinder ved delikatessedisken i supermarkedet. Jeg skal bare have et brød, men det lader de sig ikke nøje med, og jeg må vente længe.
De skal have pålæg og oste og skal smage dit og smage dat, før de beslutter sig, og nej, ostekniven skal flyttes en millimeter til højre, og nej, den er for salt, og ja, som altid 200 gram skinke i tynde skiver, og er de små poser med legetøj til bambini gratis? Må jeg tage to?
Den mandlige ekspedient med pletfrit forklæde i italienske farver adlyder enhver ordre til punkt og prikke. Det går sikkert hurtigst og sælger mest.
Jeg smuttede ud lidt i 11, da der kom ophold i regnen, og med ventetiden vokser risikoen støt for, at det regner igen, når jeg kommer ud af supermarkedet. Meteorologerne har varslet torden og masser af regn i Polignano a Mare torsdag, og endnu har det ikke tordnet.
Endelig bliver kvinderne færdige, og jeg kan få mit brød: ”Un’ pane, si, a sinistra” siger jeg og peger på brødene til venstre. Det tager ca. 15 sekunder inklusive indpakning, men har brutto taget mindst 10 minutter.
Som ved et mirakel er der stadig tørvejr, da jeg kommer ud, men der er lummert, og de våde kalkstensfliser er glatte af regnen, så man skal gå forsigtigt.
Vi får frisk brød til frokosten, og stik mod vejrudsigten holder himlen tæt resten af dagen.
/Eric
