Når katten vil være på skødet sammen med computeren, får ordet “tastaturgang” en ny betydning.
Katten Tot kom forbi mandag, dagen efter vi var kommet hjem fra ferie; sulten (det er han altid), miavende og meget kontaktsøgende.
I vinters har vi stålsat holdt igen med fodring og hygge, men det er umuligt nu, hvor livet leves med åben dør til terrassen. Jeg kan ikke rigtig blive klog på, hvor meget katten egentlig er hjemme, for han synes at være her det meste af tiden.
Han har fundet sig en lun vestvendt krog, hvor husmuren velsagtens afgiver eftermiddagssolens varme, og her krøller han sig sammen om aftenen, når vi er gået ind. Han er kontaktsøgende grænsende til det klæbrige.
Da jeg kom hjem i dag, slog jeg mig ned på terrassen med den bærbare computer på skødet, men der ville katten også være, og så fik ordet ”tastaturgang” en helt ny betydning.
Nu ligger han og gasser sig på mit skød som en orange kugle. Snuden er boret ind under bagbenet, og jeg må skrive i en akavet stilling. Jeg nænner jo ikke smide ham ned, og sådan et lille pelsdyr varmer også så dejligt.
Og efter et intermezzo på to ugers ferie er alt således ved det gamle.
