Jeg er allergisk over for valgkamp og levebrødspolitikere. Mentalt får jeg røde og blå knopper, og høfebermedicinen hjælper ikke.

Valgløfter

Jeg gør, hvad jeg kan for at undgå valgkampen, men den er så respektfuld som en telefonsælger og møver sig ind overalt.

For at sortere nyhedsstrømmen er man også nødt til at skimme overskrifterne, så man slipper ikke 100 %. Nemmere er det med valgtryksagerne, der ryger direkte i containeren og med ironisk respekt for miljøet måske genbruges som toiletpapir.

Det er trist, at man kan føle en sådan lede ved politikere. Bevares, jeg respekterer nogle få, men ellers kan årsagerne vel koges ned til, at de konsekvent kalder forringelser for reformer.

Det illustrerer så glimrende deres respekt for vores åndsevner. Som om sproglig glasur kan vende virkeligheden på hovedet.

Det er nok kernen i min lede ved valgkamp; at så mange politikere uden blusel forsøger at bilde mig noget ind, som de end ikke selv tror på. Jeg kan da huske, hvad de har gjort, og en valgkamp får mig ikke til at glemme.

Der er sikkert politikere, som går til valg med ydmyghed og visioner, men det er meget sjældent dem, der svinger taktstokken, når partierne udmønter deres politik i praksis.

Nå, men heldigvis er det snart overstået, og så kan det være, at man igen kan sige: ”Hvad er alternativet?” uden at blive misforstået.

Jeg skal nok sætte mit kryds, men valgkampen får ingen indflydelse. Jeg ved jo også knap, hvad de har snakket om, udover at det vist var noget med issylpolitik.

/Eric