Tag-arkiv: Komme

Om at komme. Dansk er en svær en #22

Overkommer man at nedkomme, får man afkom, og afkom bliver til efterkommere, når man selv er omkommet. Så er man forfader uanset køn.

Man får det afkom, man kan tilkomme, med en person, der engang var ens tilkommende. I den forbindelse er det forvirrende, at tilkomme og tilkommende ikke er det samme som ankomme og ankommende, når tilkomne er det samme som ankomne.

Er du med?

Før man ankommer til B, er der en bevægelse fra A, så for at ankomme, skal man altså først afstedkomme, udkomme og fremkomme. Det kræver også, at man har adkomst.

På vejen kan man imødekomme nogen, som kommer den anden vej, og hvis man bortkommer, må man starte forfra, hvilket ikke er det samme som at omkomme, selvom det forekommer, at man bliver forkommen.

I samme boldgade er indkomme og udkomme ikke modsætninger, mens indkomst og udkomme kan komme ud på ét. Udkomst bruges mig bekendt ikke mere, så hvordan kommer jeg nu ud af det her?

Jo, det er nemt nok, for det er jo bare noget vrøvl.