Tag-arkiv: Pas

Nyt pas hos borgerservice

Borgerservice lukker tidligt, og arbejdende borgere serviceres kun om torsdagen. Jeg måtte alligevel tage tidligt fri for at bestille nyt pas.

BorgerserviceJeg smuttede før tid i går, for Aalborgs Borgerservice lukker kl. 17 om torsdagen. Det er dagen, hvor borgere med normalt dagarbejde kan få service, for mandag til onsdag lukkes 14:30 og fredag kl. 14.

Som man kunne forvente, var der mange i kø. Jeg trak nummer A03, og på lystavlen stod, at A88 blev betjent lige nu. Hvis man skal vies, folkeregistreres eller hvad ved jeg, bruges andre bogstaver end A.

Jeg var heldig at få en stol, og her ventede jeg så, mens jeg blev underholdt af en mor, som igen og igen bebrejdede teenagedatteren, at denne havde glemt sygesikringskortet.

”Jeg sagde jo, at du skulle tage det med! Hvorfor gjorde du det så ikke?”

Deres stole blev senere overtaget af et par, som diskuterede indædt, om maden er værst i Holland eller England. Hvis de var der for at søge borgerlig vielse, var det nok uklogt.

Efter 40 minutter blev det min tur. Ekspeditionen inklusive betaling af 600 kr. tog kun et øjeblik. Det nye pas bliver sendt med posten i løbet af 10 til 14 dage.

Det gamle pas blev destrueret på stedet. Jeg kunne godt beholde passet, sagde damen, men så skulle jeg møde op hos Borgerservice og hente det nye.

Stillet over for denne trussel mod min afspadseringssaldo valgte jeg at føle mig statsløs et par uger, og hvis min arbejdsgiver mod forventning vil have mig til udlandet, må jeg bare melde pas.

 

Fornyelse af pas

Passet udløber, mens jeg er på Sicilien. Det ville ikke være den store ulykke, men nu har jeg jo købt returbillet, og den kan ikke ændres.

Jeg har derfor fået taget nyt pasfoto og skal nu ansøge om nyt pas. Det er risikabelt, for man risikerer at ryge i spjældet, hvis man sætter et flueben forkert.

PasfotoDen lokale fotohandler tog det nye pasbillede. Det er et job for en professionel, for i 2006 kom der nye og skrappe regler for fotos til pas og kørekort.

Han bad mig tage brillerne af, for der må ikke være reflekser, og man skal tydeligt kunne se øjnene. Det hele var overstået på mindre end et kvarter, og de fire små billeder kostede 100 kr. Det gjorde de også for 10 år siden, så her er da endelig en ting, der ikke er steget i pris.

Man er under mistanke, når man søger om dansk pas. På blanketten citeres straffeloven i uddrag, og der står, hvilke registre man kommer i.

Jeg har udfyldt ansøgningen og kontrolleret, at jeg er mand, har dansk indfødsret og har haft pas før, for hvis jeg afgiver urigtige oplysninger, kan jeg straffes med fængsel.

Ansøgningen skal jeg aflevere personligt hos Borgerservice sammen med 600 kr. og det pas, jeg under strafansvar har oplyst, jeg har haft før. Borgerservice lukker tidligt undtaget om torsdagen, hvor borgere med arbejde kan få service indtil kl. 17.

Skal man have indfødsret i dag, skal man bestå en eksamen, hvor man ikke ved, hvilke spørgsmål man skal besvare forkert for at svare rigtigt.

Så jeg er glad for, at jeg fik indfødsret, før det blev besværligt, og at det kun er passet, der skal fornys.