Forleden var jeg ved frisøren, og så ville græsplænen selvfølgelig også klippes. Den er så forfængelig.

Hvert forår bliver den grøn af misundelse, og hvert forår får den at vide, at den kan blive klippet hver 5. uge ligesom mig; men plænen er pyntesyg og vil klippes mindst hver fjortende dag.

Jeg har truet med mos og med at trække det længste strå, men lige lidt hjælper det; plænen rejser bare børster i voksende arrigskab, og så bliver den klippet.

I mit stille sind håber jeg, at sommeren bliver lang og tør, så græsplænen visner og får hø-hår. Så vil jeg sidde på terrassen med noget koldt i glasset og hoverende spørge de tørre totter:

“Du vil måske hellere permanentes?”