Tirsdag kom de fleste møbler på plads, og i denne weekend var det reolernes tur. Alt har været stuvet sammen, men nu ligner det et hjem igen.
Fra Piet Hein til Ovid
Da stue, entre og det lille værelse skulle ryddes, blev alt stuvet sammen i husets andre rum inklusive kælderen.
Reolerne blev tømt, skilt ad, samlet igen i hhv. udestue og køkken og fyldt igen. Et pokkers arbejde for at sige det rent ud.
Det næste projekt er renovering af stuen m.m., og i denne weekend flyttede jeg 3 reoler og omkring 14 reolmeter bøger + musikanlæg. Pyh!
Desværre var det ikke denne reol, der skulle flyttes.
Knap har vi fået nyt køkken med mere, før næste projekt er i støbeskeen, og det er renovering af stue, entre, trappe, repos på 1. sal samt et af værelserne deroppe.
Arkitekten har fået en bruttoliste med alt det, vi gerne vil have lavet, og nu skal han lave et budget for, hvad de forskellige ting vil koste. Bliver det for dyrt, må vi barbere.
Der skal nyt loft op i stuen, nye vindueskarme, vægge m.m. skal repareres og males, og der skal nye tæpper på. Uanset hvordan nettolisten kommer til at se ud, skal stuen ryddes. Fuldstændig.
Der er et par måneder til, men tiden galopperer, så i denne weekend har jeg flyttet reoler plus alt det, der er i underskabene.
Vi har bøger fra kælder til kvist. De er som børn, der aldrig flytter hjemmefra, som gamle venner vi ikke nænner at sparke ud.
Det er passionen for at læse, der gør det. Der er bogreoler fra kælder til kvist. På mange af hylderne står litteraturen opmarcheret i to rækker, og der ligger bind oven på bind, hvor de hører hjemme alfabetisk, men hvor der ikke er plads.
Der er stabler af paperbacks på en stol i udestuen, og der er kogebøger i en plastickasse. Var det ikke for det øvrige indbo, ville hjemmet ligne et antikvariat.
Jeg aner ikke, hvor mange der er, men gætter på nogle tusinde. Der er bøger til enhver sindstilstand og grad af underholdningsbehov. Der er værker, jeg endnu ikke har læst, og så er der dem, jeg har læst en eller flere gange.
En bog er god, når jeg har læst den mere end én gang eller tror, jeg vil læse den igen. Og det er nok pladsproblemets kerne, nemlig at der er for mange, jeg tror vil blive læst igen.
For et par år siden (eller er det mere?) tog jeg mig sammen og lugede ud med hård hånd. Jeg gik benhårdt frem efter devisen:
Er det en bog, du vil læse igen?
Var svaret nej, røg den ud. Det vil sige, det gjorde den ikke. De frasorterede bøger ligger stadig i to meget store papkasser i et kælderrum og venter på dommens fuldbyrdelse.
Og som herreløse katte, der trænger til et godt hjem, kommer der nye bøger til hele tiden. Når blikket glider hen over de bugnende reoler, må jeg erkende, at jeg snart skal have fundet en stor papkasse mere.
Jeg vil fylde den modvilligt og give et undskyldende håndtryk til hver enkelt forfatter. Som trøst vil de komme på aftægt i kælderrummet, hvor vinene venter på, at det bliver deres tur; men med dem er der sjovt nok aldrig pladsproblemer.