Tag-arkiv: Skattelettelse

Giver skattelettelsen hold i ryggen?

Indkomstskatten er lettet med 28 mia. kr. Hvor meget vejer 28 mia. egentlig? Kan skattelettelsen nå jorden rundt? Giver den hold i ryggen?

enkroneSkattelettelsen koster staten 28.000.000.000 kroner. En enkrone vejer 3,6 gram, så indkomstskatten er altså blevet 100.800 tons lettere. Det svarer til vægten af 84.000 personbiler eller 300 jumbo jets – sådan cirka.

En enkrone er 1,6 mm tyk, og 28 mia. enkroner oven på hinanden rager 44.800 km op i luften.

Sådan en stabel balancerer dog lige så dårligt som statsbudgettet, og lægger man i stedet mønterne side om side, skal man mere end 14 gange rundt om jorden, da enkronens diameter er 20,25 mm, og jordens omkreds er 40.066 km ved ækvator, hvor det er allervarmest at nedlægge enkroner.

Nej, så er det nemmere med papirpenge. En 100-kroneseddel måler 135 mm på den lange led, og hvis man lægger sedlerne i forlængelse af hinanden, vil skattelettelsen kun strække sig over 37.800 km.

Skattelettelsen kan altså ikke nå jorden rundt med 100-kronesedler, men den er jo også ufinansieret.

En bankdirektørs skattelettelse i 100-kronesedler har en længde på ca. 600 meter. Statsministeren får ca. 100 meter, mens Pia Kjærsgaard må tage til takke med 55 meter.

En enlig pensionist kan glæde sig over kun at skulle samle små 3 meter op om året eller knap 2 sedler om måneden. Det giver ikke hold i ryggen.

Men hvad så med bankdirektøren? Får han hold i ryggen?

Nej, for han får selvfølgelig 1000-kronesedler. En tusindlap er 165 mm lang, og så afkortes skattelettelsen til ca. 73 meter, og bankdirektøren skal kun bøje sig 37 gange om måneden.

Det holder ryggen nok til.

Skattelettelsen og hvad den kunne bruges til

Så kom årets første lønseddel, og facit på skattelettelsen er små 700 kr./måned for mit vedkommende med multimedieskatten indregnet.

Jeg havde meget hellere undgået fyringer på hospitalerne og så meget andet skidt. Hvad skal jeg også bruge pengene til, som i nobelt formål kan matche de områder, som nu mangler midler?

Velgørenhed var selvfølgelig en mulighed, men jeg yder i forvejen et rimeligt beløb (synes jeg selv), og uanset hvor ædelt det er at støtte private foreninger, fjerner det ikke ét hul fra cykelstiens asfalt. Det forbedrer heller ikke vores sundhedsvæsen, kontanthjælpen eller folkeskolernes vedligeholdelsesstandard.

Her i huset har vi helt styr på udgifterne og har hverken tid, behov eller lyst til at øge forbruget synderligt.

Jeg kunne købe en rejse om året for pengene, men den havde vi købt alligevel. Det er snarere ferie til flere rejser, vi mangler.

Dyrere rødvin var også en mulighed, men ærlig talt har jeg det fint med den vin, vi har købt hidtil.

Vi kunne forkæle os selv og spise mere og bedre ude, men det havde vi allerede gjort, hvis vi havde energien og ikke hellere ville flade ud derhjemme.

Den eneste løsning synes at være øget opsparing til alderdommen. Det er absolut heller ikke at foragte – på ingen måde – og jeg kan jo håbe, at jeg lever længe nok til at få fornøjelse af det. Ellers er der nok nogle andre i familien, der gør.

Jeg køber måske aktier i privathospitaler. Herregud, ca. 8000 bob om året i skattelettelse rækker ikke langt, men til gengæld kommer de til at give et pænt afkast, nu hvor de offentlige hospitaler rundbarberes.

Lavere skat på arbejde eller flere jobs?

Det er blevet et borgerligt mantra, at skatten på arbejde skal lettes. Især en lempelse af topskatten vil have “dynamiske effekter” og skaffe “flere hænder”.

Hvorfor i al verden skulle lavere skat få mig og mange andre til at arbejde mere, når overarbejde skal afspadseres?

Bevares, jeg siger da ikke nej tak til en skattelettelse. Den “dynamiske effekt” bliver nok dyrere ferier og øget opsparing. Man skal jo have udgifterne til at slå til.

Der fyres folk på samlebånd i øjeblikket, og det banker igennem på arbejdsløshedsstatistikken, når opsigelsesperioden udløber. Man skal være jubelidiot for at tale om behov for flere hænder, medmindre man taler om særlige fagområder som f.eks. sygepleje.

Stigende arbejdsløshed vil snart øge statens udgifter og reducere indtægterne. Behovet for jobs er langt alvorligere end de velbjærgedes appetit på at få fjernet topskatten og skabe “dynamiske effekter”.

/Eric