Tag-arkiv: Jobs

Kontanthjælpsmodtagere får gulerod af Venstre

Gulerod

Omsider en politiker med mod til nytænkning: Kontanthjælpsmodtagere skal modtage offentlig forsørgelse, hvis de flytter efter job.

Forslaget kommer fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Han siger fra partiets sommergruppemøde:

”Hvis man skal på offentlig forsørgelse, så må man også være parat til at tage et job, selvom det ikke ligger rundt om hjørnet.”

Løn og kontanthjælp på en og samme tid er sikkert den gulerod, der skal til for at besætte de ledige stillinger i provinsen, hvor der ikke findes kontanthjælpsmodtagere lige rundt om hjørnet. Løkke pointerer:

”Det er ikke rart at se, at der er arbejdsgivere i provinsen, der ikke kan finde arbejdskraft.”

Løn suppleret med kontanthjælp skal nok få folk ud af hængekøjen. Det er forfriskende med visioner og mod til nytænkning i dansk politik.

Endnu har vi ikke hørt, hvordan forslaget skal finansieres, men skatteindtægterne vil selvfølgelig stige, når de ledige stillinger i provinsen bliver besat, og man skal heller ikke undervurdere de dynamiske effekter.

 

Lavere skat på arbejde eller flere jobs?

Det er blevet et borgerligt mantra, at skatten på arbejde skal lettes. Især en lempelse af topskatten vil have “dynamiske effekter” og skaffe “flere hænder”.

Hvorfor i al verden skulle lavere skat få mig og mange andre til at arbejde mere, når overarbejde skal afspadseres?

Bevares, jeg siger da ikke nej tak til en skattelettelse. Den “dynamiske effekt” bliver nok dyrere ferier og øget opsparing. Man skal jo have udgifterne til at slå til.

Der fyres folk på samlebånd i øjeblikket, og det banker igennem på arbejdsløshedsstatistikken, når opsigelsesperioden udløber. Man skal være jubelidiot for at tale om behov for flere hænder, medmindre man taler om særlige fagområder som f.eks. sygepleje.

Stigende arbejdsløshed vil snart øge statens udgifter og reducere indtægterne. Behovet for jobs er langt alvorligere end de velbjærgedes appetit på at få fjernet topskatten og skabe “dynamiske effekter”.

/Eric