Skattelettelsen og hvad den kunne bruges til

Så kom årets første lønseddel, og facit på skattelettelsen er små 700 kr./måned for mit vedkommende med multimedieskatten indregnet.

Jeg havde meget hellere undgået fyringer på hospitalerne og så meget andet skidt. Hvad skal jeg også bruge pengene til, som i nobelt formål kan matche de områder, som nu mangler midler?

Velgørenhed var selvfølgelig en mulighed, men jeg yder i forvejen et rimeligt beløb (synes jeg selv), og uanset hvor ædelt det er at støtte private foreninger, fjerner det ikke ét hul fra cykelstiens asfalt. Det forbedrer heller ikke vores sundhedsvæsen, kontanthjælpen eller folkeskolernes vedligeholdelsesstandard.

Her i huset har vi helt styr på udgifterne og har hverken tid, behov eller lyst til at øge forbruget synderligt.

Jeg kunne købe en rejse om året for pengene, men den havde vi købt alligevel. Det er snarere ferie til flere rejser, vi mangler.

Dyrere rødvin var også en mulighed, men ærlig talt har jeg det fint med den vin, vi har købt hidtil.

Vi kunne forkæle os selv og spise mere og bedre ude, men det havde vi allerede gjort, hvis vi havde energien og ikke hellere ville flade ud derhjemme.

Den eneste løsning synes at være øget opsparing til alderdommen. Det er absolut heller ikke at foragte – på ingen måde – og jeg kan jo håbe, at jeg lever længe nok til at få fornøjelse af det. Ellers er der nok nogle andre i familien, der gør.

Jeg køber måske aktier i privathospitaler. Herregud, ca. 8000 bob om året i skattelettelse rækker ikke langt, men til gengæld kommer de til at give et pænt afkast, nu hvor de offentlige hospitaler rundbarberes.

3 thoughts on “Skattelettelsen og hvad den kunne bruges til

  1. Henny

    Jeg tror, der kan være god mening i at gemme pengene til alderdommen eller til at betale en evt. behandling i det private sygehussystem. Som du selv er inde på, sultes det offentlige system pt., og det kan da kun resultere i kvalitetsforringelser på lidt længere sigt. Og den meget opreklamerede behandlingsgaranti har samfundet da vist slet ikke råd til, og slet ikke i al evighed.

    Svar
  2. Eric Bentzen

    Virksomheden er kriseramt i svær grad, og i fjor blev det kun til lønregulering for de grupper, som er dækket af industriens overenskomster.
    Jeg har en clairvoyant fornemmelse af, at et spørgsmål af den nævnte karakter også i år ville blive mødt med et svar à la:
    “Konvertere årets HVAD?”

    Svar
  3. Ellen

    I har gjort jer stort set de samme overvejelser som vi har.
    Jeg ville aldrig have troet, at jeg skulle nå et stadium, hvor jeg egentlig synes, jeg tjener penge nok, men det er det, der er sket.
    Vi har også penge til ferier, men ikke ferie til pengene – slet ikke med familie i England, så jeg har fået et halvt løfte af min chef om at konvertere årets lønforhøjelse til ekstra feriedage.
    Jeg håber… for det har jeg meget mere brug for. Kunne du ikke forsøge samme løsning?

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.