Ablationen, som jeg skrev om i forrige indlæg, blev gennemført som planlagt. Det var smertefuldt, men nu er det overstået.
Jeg kom på operationsbordet ved 11-tiden. Før de punkterede mig, spurgte lægen: ”Er du nervøs?”
Det spørgsmål gav ikke psykologisk topkarakter, men jeg var lige blevet dopet med morfin og missede måske en nuance.
Ellers skal jeg spare jer for detaljerne og blot sige, at det trods lokalbedøvelse i lysken gjorde ondt som bare pokker, da de gik ind med katetrene i begge sider, og selvom jeg var i morfindøs, gjorde det hamrende ondt, når de brændte i hjertets forkammer.
Det krævede al min selvkontrol at ligge stille, men heldigvis holdt de omgående pause, når jeg bad om det. Det var en ”rodbehandling”, som ikke skal gentages!
Med forberedelser og afsluttende standsning af blødning fra lysken lå jeg ca. 1½ time på operationsbordet.
Derefter skulle jeg ligge helt fladt i godt tre timer uden at løfte hovedet, og kl. 19 blev jeg løsladt, da sygeplejersken var rimeligt sikker på, at sårene var stabile.
Her, dagen efter, giver det af og til et sting i hjertet, og jeg er øm i lysken – det spænder. Jeg kan tøffe rundt som en gammel mand med små, slæbende skridt, og at tørre sig bagi er en atletisk bedrift.
Det positive er så, at lægen, der forestod operationen, mente, at jeg formentlig kan blive helt fri for hjertemedicin om en tid; det vil senere kontrol hos egen læge afgøre.
Personalet på hjerteafdelingen i Aalborg fortjener stor ros. De er dygtige, og patienterne får en omsorgsfuld behandling. Ethvert spørgsmål besvares tålmodigt.
Også ros til taxichaufføren der blev bedt om at køre engleblidt og virkelig gjorde det; han forvandlede sin højre fod og hjulene til vattamponer.
/Eric
Relateret:
Smerten er ikke så intens, som når tandlægen rammer en nerve, men det nærmer sig, og så er den vedvarende, når tåen bruges. Sidst, men ikke mindst, kan man ikke bebrejde tandlægen.