Hvem har ikke prøvet at sparke til et bord- eller stoleben og opleve smertehelvedet?

Smerten er ikke så intens, som når tandlægen rammer en nerve, men det nærmer sig, og så er den vedvarende, når tåen bruges. Sidst, men ikke mindst, kan man ikke bebrejde tandlægen.

At gå med blå tå gør ondt. Sådan mindes vi om, at alle legemsdele har eller har haft en funktion. Hvis det var øreflippen, ville man garanteret blive smertelig bevidst om, hvor ofte øreflippen bruges.

Det var jo ikke, fordi jeg sparkede. Det var langsom gangart, men man skulle tro, at det var en tåhyler leveret med Ronaldomessisk kraft.

Nu var det imidlertid aldrig sket for Ronaldo og Messi, for de tænker på tæer som 10 levebrød, og vil man undgå ømme tæer, skal man være øm over dem.

Jeg må derfor hellere afstå fra at se fjernsyn. Der siges så meget tåkrummende, og som rekonvalescent skal jeg passe på.

Som forebyggende handling kunne jeg fremadrettet bruge sikkerhedshjemmesko, men så risikerer jeg at ødelægge møblerne. Det er nok bedre at tænde lyset, så jeg kan holde ret kurs tilbage til sengen.

/Eric