Man kan vænne sig til meget, men jeg vænner mig aldrig til at få kraniet forvandlet til resonansbund for tandlægens højfrekvente redskaber.
”Vi skal liiige have taget et par røntgenbilleder, det er 3 år sidst. – Det har du vel ikke noget imod?”
Det har min tegnebog i høj grad, men hvad ved den om tandpleje og diagnostiske hjælpemidler? Så jeg trækker på skuldrene, hvilket er lidt af en bedrift, når man ligger i limbo på en tandlægestol.
Undersøgelsen afslører ingen huller, men der er knækket noget af en kindtand, og det er bedst at få lavet en plastfyldning, får jeg at vide.
”Skal du have bedøvelse?” spørger hun, og jeg svarer: ”Ja, hvis det gør ondt!”
Jeg plejede at være ret sej til det uden bedøvelse, men sidst hun borede for nogle år siden, ramte boret et eller andet, så jeg nær havde ramt loftet.
Aldrig har jeg følt så intens smerte, og jeg tænker uvilkårligt på Maratonmanden, som blev filmatiseret med Dustin Hoffman i hovedrollen (hovedpersonens tænder torteres af en nazistisk tandlægekrigsforbryder).
Boremaskinen slippes ikke løs i dag, men tandrensningen slipper hvepse løs i mundhulen. Jeg ved ikke, hvad instrumentet hedder, men det føles og lyder som en vinkelsliber, når det fræser emaljen. Tobak, kaffe og rødvin nydes ikke ustraffet.
Det offentlige tilskud til tandrensning går nu til fængselsvæsnet, og tandrensningen løber op i 307,13 kr. (komma tretten). Det med fængselsvæsnet er ingen joke, men destilleret politikerlogik i finansloven for 2013.
Nu skal jeg bare have aftalt en tid til plastfyldningen, som koster 1175 minus 96,05 (komma nul fem) i tilskud. Skal jeg tage bedøvelsen til 280 (komma nul nul)? Eller skal jeg spare den og risikere, at tandlægestolen igen forvandles til katapult?
Åh, disse svære beslutninger …
/Eric
Tandlægebesøg er ingen spøg, hverken i forhold til smerter i tegnebogen eller andre steder..
Spørg tandlægen om hun ville lægge hoved til en tilsvarende behandling med eller uden en bedøvelse, det er en god indikation på smerteniveauet.
Jørgen foreslog det samme, og jeg tager rådet til mig.
Hvorfor er tandlægepriserne steget så meget? Man kan glimrende forstå, at det koster noget at blive godt behandlet indenfor så specialiseret et område, fint nok, det kræver sin mand m/k, men enten er inflationen steget voldsomt eller også har tandlægerne sat priserne urimeligt meget op. Jeg tror mest på at det er inflation, som tandlægerne udligner (og jeg tror at inflation er den egentlige årsag til at huspriserne igen er på vej op). Der er ting, som er urimeligt meget billigere end nogensinde før (computer-reservedele fx.) og det betyder jo så at der er noget rivende galt med økonomi-systemerne.
Jeg ved det ikke. Inflationen er rekordlav, og tager man til udlandet, kan man få ordnet sine tænder væsentligt billigere. Normalt ville den slags være symptom på manglende konkurrence, og det er det måske også her.
Ja, tandlægebesøg er dyre. Jeg har en afale med tandlægen om, at skal han bedøves ved tilsvarende behandling skal jeg også. Det har hidtil virket.
Tandrensningsvinkelsliberen er vist et ultralydsapparat – og ubehaget forbundet hermed er lidt afhængigt af den tandrensende tandplejers måde at gribe sagen an på.
Det med aftalen var måske en ide. Min tandlæge virker ikke som fakir-typen 😉
Hos tandlægen skal man bare tage mod al den bedøvelse, de har. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er muligt at få renset tænder i fuld narkose. Det er ikke hvepsene, jeg frygter mest, men hos mig skal de altid have gang i en hæklenål 1½, og det bryds jeg mig ikke om.
Hæklenålen kender jeg også, men hellere den end vinkelsliberen, for der findes intet høreværn, der kan holde vinkelsliberens hvinen ude (øh: inde).
Spørgsmålet er formentlig retorisk, men tandlægen må vel vide, om hun er tæt på nerven og kan derved give dig et forholdsvis kompetent svar på, om der er smerter i vente. Er der den mindste risiko, synes jeg nok de 280kommanul er værd at betale for at undgå at ramme loftet.
Sig mig … læser du finansloven fra ende til anden, siden du ved den slags underlige ting?
Om jeg læser finansloven? Det hænder – i hvert fald i uddrag. Det med tandrensning og fængselsvæsen var så grotesk, at det trak mange overskrifter, og så tjekker jeg altid, hvad Grev Ingolf, Kornprinsen, Kromprinsen m.fl. får i apanage-stigning i forhold til forbrugerprisindekset. Når skattelettelserne skal finansieres, er det rart at kunne pege på alternative muligheder.
Det er hamrende dyrt at gå til tandlægen – og så siges det, at vi ikke har brugerbetaling på sundhedsydelser; det har vi da i høj grad, når det gælder tænder og briller.
Selvfølgelig skal du tage bedøvelsen med, der er ingen grund til at hænge oppe i lysekronen.
Jeg tror, jeg tager bedøvelsen. Skønt jeg kun er blevet ramt af tordenkilen én gang, har den givet noget af det der posttraumatiske smertesyndrom (eller hvad det nu hedder). Et halvlangt liv med sparede bedøvelsespenge er trængt i baggrunden. 😉
Ang. Bedøvelsen så har jeg lige været i Tivoli og der koster en tur i det gyldne tårn (omvendt katapult) 100 kr, samtidig ved jeg en flaske 7 stjernet Metaxa koster 175 kr. Min anbefaling er derfor at du inden besøget kigger Metaxaen dybt i øjnene og nyder turen i katapulten, du vil således gå fra tandlægen i opløftet tilstand og have sparet 205 kr. Jeg behøver næppe understrege at jeg anbefaler en tid sent på eftermiddagen en fredag, vel?
Med en flaske Metaxa indenbords, er det med fredag eftermiddag nok en god ide; men jeg kunne selvfølgelig nøjes med 5 stjerner og få en tid om formiddagen …