Henrik Ibsens “Et dukkehjem” indgik i gymnasiets kulturelle tugt, og i går så vi stykket på Aalborg Teater – dog flyttet 140 år frem i tid.
Betty Hennings som Nora i 1879
Da “Et Dukkehjem” havde premiere på Det Kongelige i 1879, vakte det vild opstandelse i datidens patriarkalske samfund, fordi det ender med, at Nora går fra mand og børn.
Det var så kontroversielt, at der fra Tyskland kom krav om, at stykket fik en anden slutning, hvor Nora blev i sit hjem. Kvinderne skulle kende deres plads og ikke få fikse ideer.
Kender du ikke handlingen, er der en kort beskrivelse på Wikipedia.
Nu er der jo løbet meget vand i kønsdebatten de sidste 140 år, og Aalborg Teater har dygtigt puttet forestillingen i en tidsmaskine og sendt den frem til nutiden.
Der er mobiltelefoner og e-mails, Nora er ikke ”bare” hustru og mor, men også blogger og influencer (dette herlige nye ord).
Som ægte overklasseløg med velsmurt tilværelse har parret også en asiatisk au pair, med hvem de taler engelsk.
Handlingen er Ibsens oprindelige, men dialog m.v. er ført op til nutiden. At Nora går til slut kan umuligt være så kontroversielt som i 1879, men det er ikke uden punch.
Jeg vil ikke gå i detaljer, det fører for vidt, men selvom jeg kendte handlingen i forvejen, var stykket medrivende og stadig aktuelt, hvilket vidner om originalens substans.
Jeg var lidt loren før forestillingen, fordi jeg huskede, hvordan dukkehjemmet kedede mig i gymnasiet, men helt uden grund. Ikke kun fordi jeg er blevet ældre, men især fordi det er noget ganske andet at se et skuespil opført end at læse det.
Forviklinger
Vi har Ibsens samlede værker stående. Jeg købte dem antikvarisk (for en slik) for mange år siden, man er vel lidt af en samler.
Jeg tilstår, at jeg ikke har ofret de samlede megen opmærksomhed, men digtene har jeg læst, og hvis nogen tror, at Ibsen kun var alvorstung Terje Vigen, kan de jo læse ”Forviklinger”.
Dette bittersøde digt starter som følger og får mig altid til at smile:
Der stod i en have et æbletræ;
det var dryssende fuldt af blomster-sné.
Der vimsed i haven en liden bi;
en æbleblomst han forelsked sig i.
Så misted de begge sin hjertero.
Men så forloved de sig, de to.
