Jeg var sindssyg i gerningsøjeblikket. Det må jeg have været, for ingen ved sine fulde fem køber en hjørnegrund uden vicevært.

Jeg er ikke forstokket modstander af at udskyde til i morgen, hvad jeg kunne gøre i dag, og det er sikkert derfor, at ukrudtet på fortovet er blevet så livsbekræftende.

I dag kunne jeg dog ikke længere finde på vigtigere gøremål end at luge. Der var ikke for varmt, og det regnede heller ikke. Jeg var træt efter en hård dag, men ikke fuldstændig smadret.

Når jeg tænker på alt det salt, der blev strøet i vinters, er det egentlig utroligt, at der kan gro andet end blæretang på det fortov; men det gør der, og gasbrænderen er ikke længere det optimale våben. Vi sender jo heller ikke soldater til fronten bevæbnet med ærtebøsser.

Jeg vil dog ikke bruge Roundup, selvom fristelsen er stor. Så ville jeg jo dårligt kunne kritisere brugen af pesticider nær drikkevandsboringer, brud på Genevekonventionen og den slags.

Så jeg måtte ned og kradse dybt i fugerne. Jeg sendte håbefulde blikke mod et kobbel blygrå skyer, som sendte lovende kastevinde, men de svigtede og holdt på vandet. Måske kunne jeg have narret dem ved at stille cyklen ved siden af, men det tænkte jeg ikke på.

Som sagt er det en hjørnegrund, og bare det at skridte fronten af er motion nok for de fleste. Jeg klarede vel ca. 30 % kravlende på alle fire.

Nu er jeg radbrækket, og jeg ved godt, at det er min egen skyld. Så jeg fastholder det med sindssyge i gerningsøjeblikket.