Der er sikkert kosmisk strålende forklaringer på det hele, men man skal vist være i liga med Einstein eller Hawking for at begribe universet.

Her i januar har man før solopgang kunnet se en roligt lysende stjerne mod sydøst. Det er vist planeten Merkur, og den ser så ensom ud.

Verdensrummet og astronomi er fascinerende, men jeg har altid haft en vis berøringsangst og ikke turdet kaste mig over emnet af frygt for det ufattelige. Det er jo til at blive bims af at tænke på Big Bang, og hvad der ikke var forinden.

Der er sikkert kosmisk strålende forklaringer på det hele, men man skal vist være i liga med Einstein og Hawking for til fulde at begribe, at universet er krumt som en agurk og har grådige sorte huller, som suger en masse til sig uden at få forstoppelse.

Jeg tænker f.eks. så jordbundet, at hvis universet er krumt og udvider sig med lysets hast, må det vel grænse op til noget, og hvad pokker er så det?

Jeg tager gerne på sviptur til fjerne galakser med science fiction-forfattere som Asimov og Arthur C. Clarke. Det hjælper fantasien på gled, men selv efter en genlæsning kan min kosmiske forståelse ligge på et meget lille sted. Det var nemmere, da jorden var flad.

Det er godt, der er overskyet en gang imellem, så man ikke bliver mindet om sin begrænsning hele tiden; men Merkur er nu meget køn, indtil solen tager over.

Merkur er kun synlig ved solopgang og solnedgang. Derfor troede de gamle grækere, at der var to himmellegemer, og de kaldte dem Apollon og Hermes; men de havde jo heller ikke Wikipedia at støtte sig til.