Tag-arkiv: Vækst

Vi skal være flittigere og bruge arbejdstøj

Endelig har jeg fri, og så vil regeringen have mig til at trække i arbejdstøjet og være flittigere. Ellers kommer der ikke vækst og velfærd i Danmark.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor landet bliver rigere af, at jeg trækker i arbejdstøjet, og i øvrigt hænger den beskidte kedeldragt ude på fabrikken.

Men det sagde Løkke og Lene, da de fremlagde det nye regeringsprogram. Danmark skal være blandt verdens 10 rigeste lande i 2020, og det kræver, at vi trækker i arbejdstøjet og bliver flittigere.

Jeg ved heller ikke rigtigt, hvordan jeg kan være flittigere. Der er rullet en del hoveder på virksomheden pga. krisen, og alle løber temmelig stærkt. Gennemsnitsfarten er faktisk højere end nogensinde, og det har sin pris.

Jeg kan heller ikke arbejde flere timer. Som for langt de fleste lønmodtagere er min arbejdsuge på 37 timer, og hvis jeg arbejder over, skal jeg afspadsere.

Jeg kunne måske få et ekstrajob og være flittigere på den måde, men det giver ligesom ingen mening, når der er så mange arbejdsløse, og ærlig talt har jeg heller ikke lyst. Jeg vil hellere have tid til at bruge den løn, jeg allerede tjener.

Det er lidt flovt, men jeg ved faktisk ikke, hvad det er, regeringen vil have mig til at gøre.

Det ville være godt med nogle helt konkrete eksempler, og jeg vil da også gerne høre lidt om, hvad jeg får ud af det ud over glæden ved at bidrage til landets vækst og velfærd.

Men den med arbejdstøjet kan de altså godt glemme. Jeg kan lige forestille mig fruens reaktion, hvis jeg tog den beskidte kedeldragt med hjem, og så kan statsministeren sige, hvad han vil.

Hvad fremtiden bringer, eller: hvor skal vi hen du?

“Den menneskelige races største utilstrækkelighed er vores manglende evne til at forstå eksponentialfunktionen.” (A. Bartlett)

Her på årets første dag er det naturligt at fundere over, hvad fremtiden vil bringe.

Nogle vil spekulere over, hvad fremtiden vil bringe for dem personligt, og måske indse, at de fører en hovedløs tilværelse uden tanke for morgendagen.

Måske går det f.eks. op for dem, at fyresedlerne sidder løst for tiden, og at det kunne være fornuftigt at melde sig i en A-kasse.

Andre vil fundere over, om ikke også Danmark og verden fører en hovedløs tilværelse uden tanke for morgendagen.

Lige nu er der økonomisk krise, og der tales ligefrem om recession. I en verden baseret på vækst, vækst og atter vækst er der intet så skrækindjagende som negativ vækst, og alle kræfter (plus en pæn pose penge til bankerne) sættes ind på igen at skabe hovedløs vækst.

Hovedløs, fordi vækst aldrig kan være bæredygtig, når den baseres på forbrug af begrænsede ressourcer af f.eks. olie og kul. Man kan kynisk spørge, hvorfor vi skal have al den velmente virak om CO2 og global opvarmning, når de fossile brændsler alligevel slipper op i løbet af forholdsvis få år?

En klog mand, pensioneret professor i fysik Albert Bartlett, har sagt:

“The greatest shortcoming of the human race is our inability to understand the exponential function.”

Hvilket i min frie oversættelse betyder:

“Den menneskelige races største utilstrækkelighed er vores manglende evne til at forstå eksponentialfunktionen.”

Hvad dælen har eksponentialfunktionen at sige?

Hvis jeg sætter et beløb ind på en bankbog og får 3 % i rente, er beløbet mere end fordoblet på ca. 24 år. Får jeg 7 % i rente, sker fordoblingen på lidt mere end 10 år.

Det vil sige, at hvis befolkningstilvæksten er 3 % pr. år, er befolkningstallet mere end fordoblet på 24 år. Eller hvis forbruget af fossile brændstoffer stiger med 3 % om året, vil forbruget være mere end dobbelt så stort om 24 år, og forbruget vil være større, end det samlede forbrug fra år nul og frem til nu.

Sådan lidt firkantet kan man sige, at hvis den faste vækst er X %, så tager det 70/X (altså 70 divideret med X) år at nå en fordobling.

Aritmetik, befolkning og energi

Professor Bartlett har forelæst om dette emne mange gange og gør det på en stilfærdig, fængende og særdeles pædagogisk måde. De optimistiske “eksperter”, som forsikrer, at vi har masser af olie og kul, får tørt på.

Man kan finde dette videolink til foredraget mange steder på nettet, men her er det igen for dem, der har misset det.

Aritmetik, befolkning, energi

Foredraget om aritmetik, befolkning og energi er på engelsk og varer 58 minutter, men tiden flyver af sted, og det er virkelig en øjenåbner, du ikke må snyde dig selv for.

Når du har set videoen, kan du næppe lade være at fundere over, hvad fremtiden vil bringe.