Tag-arkiv: Eksponentialfunktionen

Blog awards, kædebreve og eksponentialfunktionen

Husker du slumretæppet og de skuffede Korsbækfruer i Matador, da nogen brød kæden? Den samme kædebrevsnaivitet gælder for nogle blog awards.

Det er en sød tanke at sende en award til andre bloggere og således udtrykke, at man sætter pris på deres skriverier. Prismodtageren bliver sikkert glad for anerkendelsen, men sættes i en penibel situation, hvis reglen er, at han/hun skal udpege et antal nye modtagere af prisen.

Awardstifteren må være helt uvidende om eksponentialfunktionen. Tag nu den florerende ”Kreativ blogger award”, hvor den glade modtager skal udpege ikke mindre end 7 modtagere (underforstået: nye).

Det er intet mindre end rablende matematisk vanvid, for efter blot 10 prisuddelinger er antallet af modtagere større end antallet af websites (ikke bare blogs) på internettet. Antallet vokser således:

  • 7
  • 49
  • 343
  • 2.401
  • 16.807
  • 117.649
  • 823.543
  • 5.764.801
  • 40.353.607
  • 282.475.249

Hvis man mere beskedent sagde, at prisen “kun” skulle sendes videre til 2 nye personer, ville det tage 29 kædeled, før alle websites i verden havde fået prisen.

Den dag, vi lærer at forstå eksponentialfunktionen, er der måske håb for menneskeheden, for kædebrevsnaiviteten gælder desværre ikke kun for blog awards og slumretæpper.

Relateret: Hvad fremtiden bringer, eller: hvor skal vi hen du?

Hvad fremtiden bringer, eller: hvor skal vi hen du?

“Den menneskelige races største utilstrækkelighed er vores manglende evne til at forstå eksponentialfunktionen.” (A. Bartlett)

Her på årets første dag er det naturligt at fundere over, hvad fremtiden vil bringe.

Nogle vil spekulere over, hvad fremtiden vil bringe for dem personligt, og måske indse, at de fører en hovedløs tilværelse uden tanke for morgendagen.

Måske går det f.eks. op for dem, at fyresedlerne sidder løst for tiden, og at det kunne være fornuftigt at melde sig i en A-kasse.

Andre vil fundere over, om ikke også Danmark og verden fører en hovedløs tilværelse uden tanke for morgendagen.

Lige nu er der økonomisk krise, og der tales ligefrem om recession. I en verden baseret på vækst, vækst og atter vækst er der intet så skrækindjagende som negativ vækst, og alle kræfter (plus en pæn pose penge til bankerne) sættes ind på igen at skabe hovedløs vækst.

Hovedløs, fordi vækst aldrig kan være bæredygtig, når den baseres på forbrug af begrænsede ressourcer af f.eks. olie og kul. Man kan kynisk spørge, hvorfor vi skal have al den velmente virak om CO2 og global opvarmning, når de fossile brændsler alligevel slipper op i løbet af forholdsvis få år?

En klog mand, pensioneret professor i fysik Albert Bartlett, har sagt:

“The greatest shortcoming of the human race is our inability to understand the exponential function.”

Hvilket i min frie oversættelse betyder:

“Den menneskelige races største utilstrækkelighed er vores manglende evne til at forstå eksponentialfunktionen.”

Hvad dælen har eksponentialfunktionen at sige?

Hvis jeg sætter et beløb ind på en bankbog og får 3 % i rente, er beløbet mere end fordoblet på ca. 24 år. Får jeg 7 % i rente, sker fordoblingen på lidt mere end 10 år.

Det vil sige, at hvis befolkningstilvæksten er 3 % pr. år, er befolkningstallet mere end fordoblet på 24 år. Eller hvis forbruget af fossile brændstoffer stiger med 3 % om året, vil forbruget være mere end dobbelt så stort om 24 år, og forbruget vil være større, end det samlede forbrug fra år nul og frem til nu.

Sådan lidt firkantet kan man sige, at hvis den faste vækst er X %, så tager det 70/X (altså 70 divideret med X) år at nå en fordobling.

Aritmetik, befolkning og energi

Professor Bartlett har forelæst om dette emne mange gange og gør det på en stilfærdig, fængende og særdeles pædagogisk måde. De optimistiske “eksperter”, som forsikrer, at vi har masser af olie og kul, får tørt på.

Man kan finde dette videolink til foredraget mange steder på nettet, men her er det igen for dem, der har misset det.

Aritmetik, befolkning, energi

Foredraget om aritmetik, befolkning og energi er på engelsk og varer 58 minutter, men tiden flyver af sted, og det er virkelig en øjenåbner, du ikke må snyde dig selv for.

Når du har set videoen, kan du næppe lade være at fundere over, hvad fremtiden vil bringe.