Tag-arkiv: VBA

Opsplitning af store tekstfiler med VBA makro

Jeg har lavet endnu en Excel VBA-side for makro-nørderne, denne gang om hvordan man kan opsplitte en tekst- eller csv-fil i flere mindre filer.

Jeg bruger Excel-makroer til at analysere logfilerne for hjemmesiden. Så kan jeg fx se, hvem der linker direkte (hotlinker) til mine billeder, hvem der prøver at bryde ind på bloggen og meget andet.

Jeg plejede at downloade ”stikprøver,” nemlig dagens log her og nu, men det kan jeg ikke mere. Derimod kan jeg downloade logfiler, som dækker en kalendermåned.

Disse logfiler er imidlertid meget store og har flere linjer end der er rækker i Excel 2003, som jeg stadig bruger hjemme (hvorfor betale for en ny?).

Excel 2003 har ”kun” plads til 65.536 rækker, og hvad gør man så, når januar måneds logfil har 285.173 linjer? Hvis man importerer filen, læser Excel kun de første 65.536 linjer og ignorerer resten.

Det oplagte er at dele filen op i mindre filer med fx max 65.500 linjer, men hvordan gør man så lige det?

Jeg søgte på nettet og fandt nogle forslag, men jeg kunne ikke få dem til at virke. Måske var jeg ikke grundig nok, måske var jeg for utålmodig, men jeg droppede forslagene og skrev min egen makro, og den virker.

Ganske vist skal jeg nu importere og analysere fx 5 filer i stedet for 1, men det har også sine fordele, for den originale fil for januar fylder mere end 72 MB i ikke komprimeret format.

Det tager ca. 8 sekunder at opsplitte januar måneds 285.173 linjer i 5 mindre filer, og det kan jeg godt leve med.

Hvem der så har brug for den slags, udover nørder som mig, er noget ganske andet, og det er næppe siden, ”Opsplitning af tekstfiler til mindre filer med Excel VBA,” som får besøgstallet til at eksplodere.

Men skidt med det. Internettet har så mange nicher, og det er sjovt at bidrage med noget, som andre kan bruge, selvom ”andre” blot er nogle få.

Hurtig import af tekstfiler til Excel

Der er sikkert meget få Excel-nørder blandt bloggens læsere, men den skal jo leve op til sit navn, Dette og Hint, og det er jo agurketid.

Jeg har skrevet en side, om hvordan man hurtigt og nemt kan importere tekstfiler til Excel uden at skulle fedte med Excels irriterende import-guide. Man kan også downloade et regneark med eksemplet.

Det er Guds gave til dem, der importerer mange tekstfiler – intet mindre. Lad os forbigå i stilhed, at jeg var så længe om at finde ud af, hvad andre har fundet ud af før mig.

Læs resten →

Regneark til billet- eller nummerkontrol

En festivalarrangør spurgte, om jeg ville hjælpe med at lave et regneark, som kan kontrollere om billetter har gyldige numre og er ubrugte.

Jeg har nogle sider om programmering i Excel med VBA-makroer. Der er ikke ret meget korthåret begynderstof, men siderne er alligevel velbesøgte.

Det sker ikke så sjældent, at nogen henvender sig med et konkret problem, og det hænder, at jeg hjælper, for det kan være ganske morsomt at løse problemer af en helt anden natur, end man er vant til.

Fx blev jeg for nylig kontaktet af en fyr, som skal trykke billetter til en mindre festival (frivilligt arbejde). Billetterne forsynes med stregkode, som skannes ved indgangen og oversættes til et nummer, som automatisk indsættes i en celle i Excel.

De vigtigste spørgsmål lød:

  • Kan Excel kontrollere, om nummeret er i en prædefineret nummerserie (altså afsløre forfalskninger)?
  • Kan det kontrolleres, om billetten allerede har været brugt?

Læs resten →