Vinteren er humørets kalmebælte med perioder, hvor den ene dag tager den anden, og uge efter uge løber i ring med weekenden som stafet.

Det er sådan en monoton årstid – et mentalt dødvande med is på. Min eneste fornemmelse for sne er lede.
Skønt dagene bliver længere, er der mørkt om morgenen, når jeg cykler på arbejde efter en længerevarende polstringsproces.
Når man så endelig ser solen, klæber den polarhvid til horisonten og blænder koldt, fordi den har travlt på den sydlige halvkugle. Kun influenzavirus og slædehunde trives for alvor.
Og skønt dagene bliver længere, varer kulden ved. Sibirien har mange naturrigdomme, men kulden måtte russerne gerne beholde til eget brug. Her bidrager den kun til højere varmeregninger og ufrivillig snotproduktion.
I dag hørte jeg en musvit, men der skal mere til. Kom så med det forår!
Jeg har ikke meget godt at sige om vinteren, bortset fra at man ikke skal slå græs og den slags. Dog må man lade vinteren, at den forvandler terrassen til et glimrende køleskab, ja undertiden en dybfryser.