Lidt ros til regeringen

Man kan sige meget om den nye regering, og oppositionen holder sig ikke tilbage. Den er dog påfaldende tavs, når det drejer sig om vintervejret.

Jeg har skovlet sne i dag, og den nye regering fortjener stor ros for, at det kun er anden gang denne vinter. Det er et fremskridt, der vil noget!

I VK-regeringens aktiveringscirkus var det hver og hver anden dag, man skulle motionere på fortovet, og vi havde ikke salt til et æg, fordi det hele blev smidt på veje og fortove.

Men ellers er det langt hen ad vejen den samme sagosuppe. De arbejdsløse skal stadig søge jobs, som ikke findes, og det har man fremtidssikret ved at hæve pensionsalderen og forringe efterlønnen.

Der lægges stadig ekstra afgifter på alt, som er sundhedsblasfemisk, og sprogligt er der heller ikke megen nyskabelse. Fx kaldes forringelser stadig reformer, og ”vi” er sjældent os alle sammen, men som regel kun dem der arbejder.

Og så videre. Men ret skal være ret, og der skal lyde en stor tak for den milde vinter. Hvis vintrene fortsætter sådan frem til næste valg, vil mit sind måske også mildnes.

En regering skal jo måles på sine resultater.

 

10 tanker om "Lidt ros til regeringen"

  1. Ellen

    Okay, okay – så får regeringen den på plussiden.
    Uanset hvor strid vinteren bliver fra nu af, kan den heldigvis kun blive væsentligt kortere end den forrige. Forhåbentlig også et godt billede på den nuværende regering 🙂

    Svar
  2. Gowings

    Ja, det går noget trægt med at komme ud over stepperne. Gad vidst om det hele plumrer til, når man først får sat sig på taburetten. På den anden side er det nok sjovest at være i regering under en højkonjuktur…

    Lidt mere medvind på cykelstierne, tak!

    Svar
  3. Erik Hulegaard

    Eks-kaospiloten har med et sne-håndkantslag nedlagt Værdikommissionen, der havde til hensigt at afklare, hvilke værdier danskerne lever på og handler efter.

    Ovenstående input i et mageløst verbalt patchwork af politiske, sociologiske, arbejdsmarkedsrelaterede og meteorologiske betragtninger kunne passende have dannet et afsnit i den afsluttende betænkning, eftersom en del danskere – uanset postdistrikt og BMI – kan tilslutte sig intentionerne.

    PS. Eks-kaospiloten og kommentatoren deler (med mange andre) samme frisørmester, men det vedkommer ikke ovennævnte linier. 😉

    Svar
    1. Eric

      Der kan være fornuft i at økonomisere med kommissioner, som risikerer at afdække ubehageligheder, ingen bryder sig om at høre.

      Svar
  4. Inge

    Du har helt ret Eric.. Vi sender en dybfølt tak til regeringen, for det fantastiske vintervejr.. I følge min far, var vejret altså bedre under Hartling.. 😉

    Svar
    1. Eric

      Din far har ret. Selvom den koldeste novembertemperatur på -21,3 grader blev målt i 1973, hørte vintrene 74/75 til de varmeste med mest sol. Men Hartling var jo også teolog og førte samtaler på (efter eget udsagn) højt intellektuelt niveau med formand Mao. 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *