Tag-arkiv: Regeringen

Vølvens spådom for 2014

Vi bringer her vølvens spådom for næste år. Hendes sidste spådomsinterview var til fortidsskriftet Den ældre Edda i 900-tallet.

2013 er snart slut, så vi giver straks ordet til vølven, der er med over Skype:

Vølven spår

Hør mig nu alle
hellige slægter,
store og små
af Heimdals sønner.
Bloggen her vil,
at jeg skal melde
om ting i fremtid,
det nyeste, jeg veed.

Nej, den form er sgu for oldnordisk! Vi ta’r den på jævnt dansk i stedet. Og du vil bare have den korte version, om hvad der sker på den politiske front i 2014, og ikke all inclusive med ragnarok, jordens undergang osv.? Du nikker, du er sikker.

Som alle ved, var 2013 et år med sociale nedskæringer, naturkatastrofer og krig, men viid:

Vølven spår ej
som vejrstudiet,
om det som var,
men om det som kommer.
Fremtidstågen letter,
hvad ser jeg?

Åh! Nu kom jeg til det igen. Når man har kørt i den skure i 1100 år, er det altså ikke sådan lige at lave om.

Jeg ser sociale nedskæringer, naturkatastrofer og krig. Jeg ser rigdom til få og ministre gå, jeg ser sorte skyer og bankgebyrer. Jeg ser …

Hvad? Om der ikke sker noget nyt? Okay, du betaler, men så bliver det altså behæftet med væsentlig større statistisk usikkerhed.

Læs resten

Helligdage og regeringens velbefindende

Iflg. Børsen vil regeringen og fagbevægelsen fjerne to helligdage. Man kan blive bekymret for deres velbefindende, for det er da hul i hovedet.

Min chef er et fornuftigt menneske, så hvis han pludselig spurgte, om jeg ville arbejde to dage gratis, ville jeg spørge deltagende til hans velbefindende.

Nu vil regeringen og fagbevægelsen have mig til at arbejde to dage gratis, hvis man skal tro Børsen. Det vil minushelligdagene som udgangspunkt betyde for månedslønnede. Det er da erhvervsstøtte, der vil noget! De borgerlige vil hellere barbere ferien, så man også rammer de timelønnede.

Børsen har sikkert ment, at historien var så god, at den skulle bringes ubekræftet, men rygterne har floreret længe, og visse partier har før snakket om unfair løsninger, så der kan godt være noget om snakken.

Regeringen synes smittet af den multiresistente Cepos Conservativa Neoliberalis. Symptomerne er bl.a. en besættelse af at øge arbejdsudbuddet, så der bliver flere arbejdsløse og øget løntryk.

Først barberede de efterlønnen, og nu siger 2020-planen, at vi skal arbejde mere her og nu, fordi befolkningen ændrer sammensætning en gang i fremtiden.

Danmarks Statistiks seneste befolkningsfremskrivning torpederer i øvrigt de demografiske argumenter, men det preller af: Vi skal arbejde mere (og måske endda gratis?), selvom der er en hær af arbejdsløse.

Hvis Børsens historie holder vand, kan man kun spørge deltagende til regeringens og ikke mindst fagbevægelsens velbefindende, og om de virkelig mener, at månedslønnede skal helligbrødføde arbejdsgiverne med gratis arbejde.

 

Lidt ros til regeringen

Man kan sige meget om den nye regering, og oppositionen holder sig ikke tilbage. Den er dog påfaldende tavs, når det drejer sig om vintervejret.

Jeg har skovlet sne i dag, og den nye regering fortjener stor ros for, at det kun er anden gang denne vinter. Det er et fremskridt, der vil noget!

I VK-regeringens aktiveringscirkus var det hver og hver anden dag, man skulle motionere på fortovet, og vi havde ikke salt til et æg, fordi det hele blev smidt på veje og fortove.

Men ellers er det langt hen ad vejen den samme sagosuppe. De arbejdsløse skal stadig søge jobs, som ikke findes, og det har man fremtidssikret ved at hæve pensionsalderen og forringe efterlønnen.

Der lægges stadig ekstra afgifter på alt, som er sundhedsblasfemisk, og sprogligt er der heller ikke megen nyskabelse. Fx kaldes forringelser stadig reformer, og ”vi” er sjældent os alle sammen, men som regel kun dem der arbejder.

Og så videre. Men ret skal være ret, og der skal lyde en stor tak for den milde vinter. Hvis vintrene fortsætter sådan frem til næste valg, vil mit sind måske også mildnes.

En regering skal jo måles på sine resultater.