Iflg. Børsen vil regeringen og fagbevægelsen fjerne to helligdage. Man kan blive bekymret for deres velbefindende, for det er da hul i hovedet.
Min chef er et fornuftigt menneske, så hvis han pludselig spurgte, om jeg ville arbejde to dage gratis, ville jeg spørge deltagende til hans velbefindende.
Nu vil regeringen og fagbevægelsen have mig til at arbejde to dage gratis, hvis man skal tro Børsen. Det vil minushelligdagene som udgangspunkt betyde for månedslønnede. Det er da erhvervsstøtte, der vil noget! De borgerlige vil hellere barbere ferien, så man også rammer de timelønnede.
Børsen har sikkert ment, at historien var så god, at den skulle bringes ubekræftet, men rygterne har floreret længe, og visse partier har før snakket om unfair løsninger, så der kan godt være noget om snakken.
Regeringen synes smittet af den multiresistente Cepos Conservativa Neoliberalis. Symptomerne er bl.a. en besættelse af at øge arbejdsudbuddet, så der bliver flere arbejdsløse og øget løntryk.
Først barberede de efterlønnen, og nu siger 2020-planen, at vi skal arbejde mere her og nu, fordi befolkningen ændrer sammensætning en gang i fremtiden.
Danmarks Statistiks seneste befolkningsfremskrivning torpederer i øvrigt de demografiske argumenter, men det preller af: Vi skal arbejde mere (og måske endda gratis?), selvom der er en hær af arbejdsløse.
Hvis Børsens historie holder vand, kan man kun spørge deltagende til regeringens og ikke mindst fagbevægelsens velbefindende, og om de virkelig mener, at månedslønnede skal helligbrødføde arbejdsgiverne med gratis arbejde.