Så er vi vendt hjem fra ferie i Grækenland. En uge på Leros og en uge på Kalymnos – to små øer nord for Kos. Perfekt septembervejr med dejlige lune aftener, romantik, afslapning og god mad.

Disse små øer er ikke overrendt af turister, og Leros er da slet ikke. Folk er venlige, og det bliver hurtigt naturligt at hilse dem, man møder, med et ”kali mera” eller ”kali spera” afhængigt af tidspunktet.

Leros

Fiskerlejet Panteli (eller Pandeli) på Leros er stille og smæk-romantisk; aftensmad i strandkanten med bølgeskvulp og lun luft, der smyger sig om dine ben som en kælen kat.

En Johanitterborg knejser højt oppe på et bjerg. Den var tilflugtssted, dengang pirater hærgede i Middelhavet, og herfra kan man se næsten hele øen.

Der er kun få minutters gang fra Panteli til den lille hovedby, Platanos, med gamle huse, krogede gader og stejle trapper. Lokale mænd slapper af på torvet med en sludder og et spil backgammon, og præsten med vildtvoksende fuldskæg kommer forbi iført sort kjortel og ”skorsten”.

Den lille ø har nogle kirker så små som hundehuse. Okay: Grand Danois hundehuse, men små er de. Den lokale rutebil skulle køre, men ingen har set den i mindst en uge. Chaufføren er mistænkt for at pjække, fordi skolebørnene stadig har sommerferie, og rutebilen derfor ikke også skal være skolebus.

På Leros udkæmpedes et blodigt slag under 2. Verdenskrig, og der er indrettet et museum i nogle af de gamle tunneller, som italienerne byggede til militære formål. Her ser vi bl.a., at krig hedder ”polemiko” på græsk; betydningen af samme ord er unægtelig udvandet noget på dansk.

Kalymnos

Leros er ca. halvt så stor som Kalymnos, der er på størrelse med Læsø. Hvor vi på Leros boede og levede blandt de lokale i Panteli, er Myrties på Kalymnos mere turistet med en del hoteller (”studios”) og souvenirforretninger. Nabo-turistbyen Massouri er endnu værre i den henseende, men sammenlignet med så mange overrendte turistmål, er det ikke for noget at regne.

Kalymnos’ vilde klipper tiltrækker klatrere fra hele verden. De finder fornøjelse i at bestige de mest umulige klippevægge. Mon de tænker på, at det næste jordskælv på et sekund kan løsne stålkrampen, som holder livets tynde tråd?

Den slags begiver vi os ikke af med. Vi kunne lige klare stigningen op til busstoppestedet. Med bus tager det ca. 20 minutter at køre fra Myrties til Kalymnos’ hovedby, Pothia, hvor der bor ca. 13.000 mennesker. Pothia ligger som et amfiteater omkring den store havn, som myldrer af liv. Langs havnefronten er der masser af caféer og restauranter, hvor mænd hænger i timevis over en kop kaffe.

Der er masser af folkeliv, og vi nød at strejfe rundt i den gamle bydel. Husene her er gamle, og mange trænger til en kærlig hånd. Sortklædte koner sidder i skyggen på trappestenen og renser grøntsager eller fisk, eller de sidder på en stol og sludrer med de forbipasserende. Livet leves i høj grad på gaden, hvor der hænger vasketøj. Der er høns i baghaven, katte daser i skyggen, og der er tyk sydlandsk stemning af ”vi når det nok”.

Bussen tilbage til Myrties ved middagstid er stuvende fuld og drønvarm. Man rejser sig minsandten og giver siddeplads til de ældre, og det er jo godt, for hvis de gamle koner skulle stå op og holde fast med begge hænder, kunne de jo ikke gøre korsets tegn, når bussen passerer en kirke.

Telendos

Overfor Myrties ligger den lille ø Telendos og knejser som et lokalt miniature-Matterhorn. Telendos blev løsrevet fra Kalymnos ved et kraftigt jordskælv i det 6. århundrede. Når jeg ser på det 700 meter brede stræde, tænker jeg, at det må have været noget af et jordskælv. Jeg kommer aldrig frivilligt til at hænge i et tov på Kalymnos’ stejle klipper.

På Telendos bor kun få mennesker, og der er ingen biler. De eneste fredsforstyrrere er haner, som galer i ny og næ, når hormonerne giver overtryk. Vi tog færgen derover næsten hver aften for at spise og for at nyde solnedgangen, den blå time og den maleriske udsigt.

Hjemme igen

Jeg vender tilbage senere med mere detaljerede glimt fra rejsen, og en rejsebeskrivelse i stil med de andre på http://www.sitestory.dk/rejser kommer også med tiden.

Men for pokker hvor er det koldt at komme hjem! Bosættelsen på vores breddegrader er et mislykket videnskabeligt eksperiment. Man har bevist, at mennesker kan overleve heroppe, hvor oliventræer og citrusfrugter melder pas; men nogen fornøjelse er det ikke. Trækfuglene er klogere end os.

/Eric