Journalister er sprogets håndværkere, og gang på gang falder man over deres byggesjusk.

Når man bliver ældre, forventer alle, at man begynder at vrisse. Jeg vil ikke skuffe. I dag vil jeg vrisse over journalisternes omsiggribende (herligt vrisseord) mishandling af sproget.

Noget af det alvorligste byggesjusk, jeg har hørt på det sidste, var i dagens TV-avis på DR. Her sagde en journalist i et indlæg om privathospitaler, at:

“…har julefreden lagt sig.”

Det næste bliver vel, at vinden sænker sig, og at året løjer af.

Og så er der gradbøjningen af tillægsord som “alvorlig”. I de gode gamle dage (typisk vrissevending) blev det gradbøjet “alvorlig, alvorligere, alvorligst”.

Det gjorde dansk til et dejlig svært sprog, fordi det var svært at gennemskue, hvornår man i stedet skulle bruge “mere” og “mest”. Det gjorde, at man kunne kende forskel på “dem” og så os. Hvis en vankundig f.eks. sagde: “blå, blåere, blåest”, var vedkommende helt klart en af “dem”.

Nu går journalisterne i front og gradbøjer i flæng med “mere” og “mest”. Det forfladiger sproget og gør det så nemt at lære, at det må undre, at DF ikke for længst har fremsat lovforslag.

En rask lille søgning på konstruktionen “mest alvorlig” giver følgende resultat:

• Jyllandsposten 264 forekomster
• Berlingske 262
• TV2 124
• Politiken 94
• DR 36

Nå, men det er nok desværre en uafvendelig tendens for komplicerede tillægsord med mere end én stavelse. I anledning af julen skal jeg undlade at tvære i journalisternes brug af “hans” og “sin”.

Vrisse, vrisse!