Klogskab er ikke nem at blive klog på

Man bliver klogere med årene. Det sker dog ikke automatisk, for nogle bliver aldrig klogere, og andre er ikke rigtig kloge.

Medlemmer af klogeklubben Mensa siger, at de er mere intelligente end flertallet. Klubben har lige fået et nyt medlem, en 2 år gammel pige, så medlemskab er ikke garanti for klogskab.

Hvad er klogskab så?

Af skade bliver man klog, siger ordsproget, men det er noget sludder – det betyder bare, at man kvajer sig på en ny måde næste gang.

Ligesådan er det med bagklogskab; den er bare udtryk for, at man for sent indser konsekvenserne af det, man var for dum til at forudse. For at gøre forvirringen total kan kun børn være gammelkloge.

Jeg er bestemt blevet klogere med årene og er meget klogere nu, end da jeg var ung. Jeg er dog ikke sådan rigtig klog, men klog nok til at vide det. Med lidt held bliver jeg så gammel, at jeg bliver klog på klogskaben.

One thought on “Klogskab er ikke nem at blive klog på

  1. Helle

    Meget klog udredning du der har fabrikeret. Jeg fik lyst til at videresende din tekst – men det kunne jeg ikke …. jaja, så sender jeg da bare en link ;o)). Velkommen hjem fra ferie i øvrigt. Jeg vil se frem til rejsebeskrivelsen.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *