Der lå der et træ i vejen, da jeg skulle ud i garagen i morges. Sådan et rigtigt træ med rod, stamme og krone.

Det gamle æbletræ havde givet op for den stærke østenvind og lagt sig ned.

Træet var vel lige så gammelt som huset, sådan ca. 60. Det blev sygt sidste år og har skrantet hele sommeren. Barken faldt af i store flager, det blev tyndt i toppen og havde ikke energi til at sætte frugt.

Da bladene faldt, stod træet som en knortet skulptur og var således stadig smukt; men nu orkede det altså ikke mere.

Jeg har kun gode minder om det træ. Om foråret var kronen et brus af duftende blomster, og om efteråret bar det masser af æbler. Store madæbler af en (for mig) ukendt sort, Cox Orange og Ingrid Marie.

Ingrid Marie æblerne især var fantastiske: saftspændte og røde til et godt stykke under huden. Og så kunne de holde i månedsvis, hvis de lå køligt.

Ingrid Marie æbler i 2006

Der var så mange æbler, at vi sagtens kunne dele med fuglene, som var begejstrede og sked tyndt i månedsvis.

Men alt får en ende. Farvel gamle ven!