Tømmermænd i toget

Havde jeg anet, hvad jeg gik ind til, havde jeg købt pladsbillet i stillekupeen. Men jeg vidste det ikke, og afgangen 9:17 var ikke planlagt.

Det var en rigtig god fødselsdagsfest, og jeg vågner overraskende tidligt. Så uforudset tidligt at jeg når toget 9:17 fra Århus.

Trætheden derimod var helt forudsigelig. En på sin vis planlagt svækket tilstand. Jeg finder et sæde og lukker øjnene.

Babyben, bananer og bamser slår kort efter ned som en myggesværm.

Forældrene overfor er ikke decideret larmende, men stimulerer uophørligt en lille dreng, som ville have meget bedre af at sove. Jeg har hørt, at mange børn sover for lidt, og er helt enig.

Jeg rammes af en sut og siger hyklerisk, at det gør ikke noget.

En japansk turist taler meget højt og meget længe med to unge danskere om verdens lykkeligste land. De unge danskere taler på nationens vegne, så mine tæer får krampe.

Med ét ved jeg, hvad det vil sige at føle sig gammel.

Pigen ved siden af mig læser en tyk bog om molekylærbiologi og er helt stille. Hvorfor er der ikke flere som hende?

Det er der måske også. Jeg kører ikke så tit med tog.

9 tanker om "Tømmermænd i toget"

  1. Ellen

    Skøn beretning 🙂
    Jeg elsker at køre i tog, men gør det alt for sjældent. Men når, er det helst i stillekupe. Jeg har selv haft barn, men hun var stille… jeg har så svært ved at acceptere, at man nærmest råber til hinanden, selv om tilhørerens øre befinder sig kun 20 cm væk.
    Jeg har ingen problemer med at undvære at tale i telefon i nogle timer… og blærede bogtitler er vældig godt egnede til at skabe respekt omkring sig 😉

    Svar
  2. Eric Bentzen

    @ Hanne
    Jeg/vi tager normalt altid stillevogn, men her var der tale om et impulstog, og jeg måtte tage til takke.
    Molekylærbiologibog er et lækkert ord, og havde min tilstand ikke været svækket, var jeg forhåbentlig selv kommet på det. Molekylærbiologibogormen havde i øvrigt også en saxofon, som dog heldigvis lå roligt og utruttet på bagagehylden i en sort specialkuffert.

    Svar
  3. Hanne B. Stegemüller

    Eric dog – jeg troede, du var klogere; kør aldrig med de “normale” vogne, men altid i stillevogn. Det har jeg selv gjort i minimum 10 år og jeg er helt afhængig af det. På en stilleplads har man kun to opgaver: 1) holde mund og 2) nyde at se med DSB og som de tredie ting har man retten til at bede andre holde deres mund.

    Jeg har de seneste par så udviddet mine personlige præferencer til DSB 1′ stillezone – bedre bliver det ikke; gratis internet og litervis af kaffe tilsat en passende chokolade fra Summerbird med jævne mellemrum. Glæd dig – der venter skønne rejser langt fra skrigende børn og deres stimulerende ophav.

    PS: Det kunne have været mig med molekylærbiologibogen (flot ord ikke sandt?)

    Svar
  4. Eric Bentzen

    @ Skumle
    Åh, jeg har skam undladt et par detaljer som buffeten på sæderne bagved (mange rosende ord til madkurvskokken og leverpostejshørmen) og fyren, hvis svingende vadsæk væltede øl på et bord.
    Men sjovt nok var der ingen kimende telefoner – måske var jeg alligevel heldig 😎

    Svar
  5. Skumle

    Kan godt se situationen for mig. Sådan som jeg har oplevet togture de seneste par gange jeg har været af sted mangler der dog et fjols der skruer alt for højt op for musikken i sin MP3-afspiller og et par kimende telefoner. 😉

    Svar
  6. Eric Bentzen

    @ Leoparddrengen
    Genialt! Så ville jeg også med en eller anden smart anordning kunne puffe røg ud, og man ville bare tro, at jeg skal til karneval, og at røgen hører til kostumet.

    Svar
  7. Leoparddrengen

    Biavler-dragt! Jeg så i tv i går at der nu kører skoler for wannabe biavlere, der må man kunne anskaffe sådan en. Så kan man jo altid overveje at smække et bistade op i sin baggård senere.

    Svar
  8. Eric Bentzen

    Ja, eller medbringer høreværn. På arbejde har vi nogle skumgummiørepropper, som er ret effektive.
    Måske var det også en idé med hjelm og kedeldragt? Denne gang var det sutten, men det kunne lige så godt have været bananen.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *