(Fortsættelse af ”Rovmordet på min oldefar”)

Natten til søndag den 3. februar 1917 fangede politiet manden, der myrdede min oldefar.

Mord var også godt stof dengang, og aviserne svælgede i historien. Hvis man tror, at useriøs og farvet journalistik er et nyt fænomen, tager man grundigt fejl. Aalborg Stiftstidende skrev den 4. februar:

”Det er en arbejdskarl fra Aalborg Chr. Madsen Jensen, nærmest dagdriver og formentlig alfons. Han er født i Hjørring. […] Chr. Madsen var allerede som dreng på gale veje og har således været udsat af værgerådet. Og han har senere været straffet for tyveri og sædelighedsforbrydelse.”

Tydeligvis en helt igennem skidt fyr. Vendsyssel Tidende var knap så blomstrende i sin beskrivelse. Måske var man lidt flov over, at banditten var fra Hjørring:

”Chr. Madsen Jensen 26 år gl. født i Hjørring som uægte søn af fhv. gendarm Madsen.”

I Hobro havde han slået om sig med penge og havde i fuldskab sagt:

”Hvis jeg bliver dømt til døden så hils min moder.”

Opvarteren, som tjenere blev kaldt dengang, fattede mistanke og ringede til betjent Klitten. Opvarteren kunne fortælle, at den mistænkte havde billet til ekspressen sydpå, og politiet ventede, da toget ankom til Fredericia.

Morderen tilstod straks. Ved anholdelsen var han i besiddelse af 1900 kr. og et falsk pas.

Morderens forklaring

Efter et liv i sus og dus trængte han til penge og besluttede sig for et kup. Han så sig om efter en mindre bank eller sparekasse, hvor der kun var en enkelt mand på kontoret, og en notits om Pandrup Sparekasse gav ham ideen til at slå ned der.

Han tog til Pandrup for at rekognoscerede terrænet og bemærkede, hvordan den gamle bogholder Bentzen sad alene på kontoret til langt ud på aftenen. Han slog dog ikke til straks.

Lørdag den 27. januar tog han til Pandrup med 6-toget. Nu skulle det være.

Han gemte sig bag huset ud mod haven og ventede. Her fandt han et vindue, der stod på klem, og kom ind i et kulrum. Herfra gik han uden at tænde lyset op på kontoret og så kort efter Bentzen nærme sig ude på gaden.

Da den gamle mand var kommet ind i venteværelset, slog forbryderen ham til jorden. Efter en kort kamp var Bentzen bundet og kneblet, og med hans nøgler fik forbryderen adgang til pengeskabet.

Da han gik, hørte han Bentzen give lyd fra sig, men næste dag kunne han forstå på bladenes løbesedler, at den gamle mand var død.

Det var egentlig forbryderens hensigt at rejse til Kristiania, hvor han før havde været, men i stedet tog han på soldetur i flere dage. Han tog bl.a. til Århus og sluttelig Hobro, hvor opvarteren fattede mistanke.

Fra begravelsen skrev en avis bl.a.:

”Pastor Therkildsen tog sit udgangspunkt i ordet: ‘Trange tider langsomt glider…’ Han manede til eftertanke og lagde på sinde at sætte sin lid til herren. Under stærk bevægelse dvælede han ved den sorg, der havde ramt de efterladte. Og han lagde sluttelig på hjerte også at sende en tanke til den stakkels fortvivlede fange, der nu sad i ensomhed og gruede for sin gerning.”

Efterskrift

Historien er fra den slægtsbog, min søster skrev i 1992. Hun nævner ikke, hvad der skete med den stakkels fortvivlede fange, men på siden ”Drabssager i Danmark 1879 – 1941” står, at gerningsmanden blev idømt 12 års tugthusarbejde. Websiden giver ganske vist forkerte oplysninger om mordets omstændigheder, men det står vel til troende, at gerningsmanden fik sin straf.

Hvetbo Sparekasse eksisterer stadig, men nu som aktieselskab. Den har stadig afdeling i Pandrup, men dog ikke i det hus, hvor min oldefar blev myrdet.

Den siddende bestyrelse er sikkert uvidende om, at otte af deres forgængere bar kisten til graven, og at sparekassen rejste en mindesten for sin første bogholder.