(Fortsættelse af ”Rovmordet på min oldefar”)
Natten til søndag den 3. februar 1917 fangede politiet manden, der myrdede min oldefar.
Mord var også godt stof dengang, og aviserne svælgede i historien. Hvis man tror, at useriøs og farvet journalistik er et nyt fænomen, tager man grundigt fejl. Aalborg Stiftstidende skrev den 4. februar:
”Det er en arbejdskarl fra Aalborg Chr. Madsen Jensen, nærmest dagdriver og formentlig alfons. Han er født i Hjørring. […] Chr. Madsen var allerede som dreng på gale veje og har således været udsat af værgerådet. Og han har senere været straffet for tyveri og sædelighedsforbrydelse.”
Tydeligvis en helt igennem skidt fyr. Vendsyssel Tidende var knap så blomstrende i sin beskrivelse. Måske var man lidt flov over, at banditten var fra Hjørring:
”Chr. Madsen Jensen 26 år gl. født i Hjørring som uægte søn af fhv. gendarm Madsen.”
I Hobro havde han slået om sig med penge og havde i fuldskab sagt:
”Hvis jeg bliver dømt til døden så hils min moder.”
Opvarteren, som tjenere blev kaldt dengang, fattede mistanke og ringede til betjent Klitten. Opvarteren kunne fortælle, at den mistænkte havde billet til ekspressen sydpå, og politiet ventede, da toget ankom til Fredericia.
Morderen tilstod straks. Ved anholdelsen var han i besiddelse af 1900 kr. og et falsk pas.

