Når jeg hører, hvor stor en stemme der kan være i en lille fuglekrop, forundres jeg over det med musikalitet og tonedøvhed.
Nogle har øre, mens andre simpelthen ikke har en tone i livet. F.eks. må barnet i nabohaven være tonedøv.
Det lyder, som om ungen trækker vejret gennem en blokfløjte, og ingen med gnist af musikalitet ville pine verden med så rædselsfulde lyde.
Mange kan ikke synge rent. Helt tonedøve er de ikke, de rammer bare lidt ved siden af. Det kan man ikke undgå at høre, når der synges til fest eller i kirken.
Selvfølgelig kan man træne og øve, men det er vist ikke noget, man kan lære. Vuggegaver gives kun én gang og kun sjældent så generøst som til Mozart.
Jeg har ofte tænkt på, om evnen til at lære et fremmedsprogs udtale og rigtige ”melodi” har noget med musikalitet at gøre. Jeg ved det ikke, men jeg tror, der er en sammenhæng.
Musikalitet og tonedøvhed er noget underligt noget, og jeg ville egentlig ikke noget særligt med dette indlæg.
Tankerne blev bare sat i gang af en lille fugl og så en blokfløjte, der blev brugt som snorkel.
Gudskelov er fløjten nu forstummet, og sangfuglen er kommet sig oven på forskrækkelsen.
@ Ellen
Vilje og øvelse har helt sikkert meget at sige, men man skal også kunne.
I min ungdom supplerede jeg SU’en ved at privatundervise i guitarspil, og jeg lærte bl.a., at hvis eleven ikke kunne HØRE forskel, var der ikke noget at gøre – uanset vilje.
Jeg har altid haft mine tvivl omkring det med, at folk bevarer deres modersmålsaccent til deres dødsdag. Er det ægte nok, eller er det en form for arrogance eller koketteri? Kan de ikke, eller vil de ikke lyde indfødte? Nogle gange har jeg helt klart på fornemmelsen, at de ikke vil. Et eksempel på dette er en mand, jeg får knopper af at høre på: Chris McDonald.
Men her er jeg meget subjektiv.
Min søde John er ikke specielt god til engelsk; han er dårlig til grammatikken og har et temmelig lille aktivt ordforråd, men når han taler sproget, lyder det faktisk ret flot. Min chef er næsten flydende, men det er tåkrummende, når han åbner munden, så hvad kan man udlede af det? John kan synge; det kan min chef ikke…
Da min datter havde boet i England i seks måneder, kunne ingen høre, at hun ikke var indfødt – men det kom nærmest af sig selv i og med, at hun var omgivet af engelsk, sagde hun, men hun har altid haft et godt sprogøre.
Jeg sætter en ære i ikke at lyde som Eddie Skoller-parodier, så jeg vil – altså gør jeg en meget bevidst indsats for at fjerne den skrækkelige danske accent.
Det er altid farligt at generalisere, men jeg vil vove den påstand, at det at lære et andet sprog til næsten perfektion langt hen ad vejen er et spørgsmål om vilje og selvfølgelig dermed om at ville øve sig – og om at have nogen, der gider/tør rette en i én uendelighed.
@ Ellen
Igen interessant (for mig i det mindste) at du selv kan høre, at du ikke rammer de rigtige toner. Jeg har altid troet, at kunne man høre, kunne man ramme – sådan var det bare, for sådan har jeg det selv. Det tyder på, at jeg tager fejl i det med at træne og øve (her stemmen). Det at ramme er måske netop en træningssag (når man altså kan høre osv.).
Og den med papegøjegenet er måske nok så interessant. Det er i hvert fald påfaldende, at personer kan have et glimrende ordforråd og tale næsten som en indfødt, når man lige undtager accenten. Min far boede en menneskealder i Canada, men talte med dansk accent til det sidste.
Spiritus? Well, folk har det med at bryde ud i sang eller lignende ved baren, så din forskrivelse er vel forklarlig 😉
Blokfløjtebarn. Hvorfor nu blande spiritus ind i dette, Ellen?
Tåbelig tyrkfjel.
Jeg kan heller ikke synge rent. Det går nogenlunde med musikledsagelse, men solo lyder det som dit blokfløjtebaren, tror jeg.
Jeg kan selv høre, at jeg ikke rammer de rigtige toner. Jeg kan også sagtens høre, hvis en stemme eller et musikinstrument rammer bare den mindste smule ved siden af, så den evne og stemmebåndets formåen har åbenbart ikke noget med hinanden at gøre.
Jeg taler engelsk med en forholdsvis udansk accent, men dette at få et sprogs melodi med i talebilledet kommer måske hurtigere for folk, der kan synge rent?
Jeg har engang ladet mig fortælle, at Carusos sanglærer ikke havde en tone i livet, men om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige.
@ Bente
Nej, måske er det snarere et endnu uopdaget “papegøjegen”.
Elsker at synge, men jeg synger ikke rent (hvilket min familie ynder at påpege). Men jeg har aldrig haft problemer med at ramme et sprogs ‘melodi’ – så ud fra min egen lille empiri tror jeg ikke, der er en sammenhæng ;-).
@ StegeMüller
Som fodboldfans.
@ Henny
Klog kvinde, din mor!
Men at man kan synge falsk og selv høre det, overrasker mig. Så må det være stemmekontrollen, det kniber med.
Selv er jeg ramt af den værste form for umusikalitet: Jeg synger falsk og kan selv høre det! Jeg spillede også blokfløjte som barn. Min mor sagde altid, at det lød meget bedre, når jeg spillede ude i gangen. Der gik mange år, hvor jeg troede på det.
Dette er en meget præcis bekræftelse på min gamle fordom mod børn under 21: “De støjer og koster penge” 🙂
@ Leoparddreng
Barnet og nabolaget var bedre tjent med et pølsehorn.
En blokfløjte?! Giv dog det stakkels barn en vuvuzela!