Når jeg hører, hvor stor en stemme der kan være i en lille fuglekrop, forundres jeg over det med musikalitet og tonedøvhed.

Nogle har øre, mens andre simpelthen ikke har en tone i livet. F.eks. må barnet i nabohaven være tonedøv.

Det lyder, som om ungen trækker vejret gennem en blokfløjte, og ingen med gnist af musikalitet ville pine verden med så rædselsfulde lyde.

Mange kan ikke synge rent. Helt tonedøve er de ikke, de rammer bare lidt ved siden af. Det kan man ikke undgå at høre, når der synges til fest eller i kirken.

Selvfølgelig kan man træne og øve, men det er vist ikke noget, man kan lære. Vuggegaver gives kun én gang og kun sjældent så generøst som til Mozart.

Jeg har ofte tænkt på, om evnen til at lære et fremmedsprogs udtale og rigtige ”melodi” har noget med musikalitet at gøre. Jeg ved det ikke, men jeg tror, der er en sammenhæng.

Musikalitet og tonedøvhed er noget underligt noget, og jeg ville egentlig ikke noget særligt med dette indlæg.

Tankerne blev bare sat i gang af en lille fugl og så en blokfløjte, der blev brugt som snorkel.

Gudskelov er fløjten nu forstummet, og sangfuglen er kommet sig oven på forskrækkelsen.