Regnen trommer på halvtaget over terrassen, men endnu ikke voldsomt. Grillen udsender liflig røgelse og minder mig om, at der er ting, der skal vendes.
Fuglene er forstummet, og en forsinket solsort flyver hastigt forbi. Hjem til reden.
Sol og lidt mere varme havde været godt, men det er, som det er. Det har også sin charme at sidde tør en halv meter fra den våde demarkationslinje og høre regnen tromme og grillen sisle.
Om lidt er maden klar.
@ Stegemüller
Det er rart med søde minder. Små skatte man kan finde frem og pakke ud af silkepapiret 🙂
Regn på halvtag minder mig altid om somrene hos mormor, der havde en lille overdækket veranda, hvor jeg opstillede min købmandsbutik og hvor mormor var en tålmodig kunde. På sådanne dage duftede hele verden af sommer og nyslået græs.
Tak for det fine minde du bragte frem med din tekst.
@ Ellen
Jo tak, vi nød det. Når der ikke er koldt, er det mægtigt at være ude i regnvejr (men helst under tag, tak). Luften bliver så ren og får en særegen duft.
@ Flora
Den forkærlighed for at bevæge sig rundt i regnvejr er vist et sjældent talent. Jeg gør det kun, hvis det er nødvendigt (til/fra arbejde f.eks.), og synes det er træls at skulle i munderingen. Jeg savner også viskere til brillerne og andet ekstraudstyr.
Jeg kan lide alt vejr (nu har jeg heldigvis heller ikke mødt tornadoer, tsunamier og andre rædselsfulde vejrfænomener), og en forudsætning herfor er at være rigtig påklædt.
Jeg elsker at cykle og gå i regnvejr, men nu har jeg også altid regntøj på.
I aftes lå jeg under dynen og lyttede til regnen udenfor. Det var også skønt, på en helt anden måde.
G’morn 🙂
PS
Et fint billede du har malet med ord.
Regn er et meget, meget hyggeligt fænomen, når man kun kan se og høre, men ikke føle.
Jeg kunne godt dog undvære både regn og skyer i aften og nat.
(Håber I nød et godt måltid, men det har jeg på fornemmelsen, at I gjorde).