Er cigaretter virkelig blevet billigere?

Sundhedslobbyen har frisk fråde om munden, for pressen skriver, at cigaretter er faldet i pris siden 2002. Det passer bare ikke.

Hvem interesserer sig for fakta?

Sundhedslobbyen raser. Skatteministeriet har nemlig beregnet, at 20 stk. Prince er faldet knap 9 % opgjort i 2011-priser. Statistikbanken angives som en af kilderne.

Spørgsmålet til skatteministeren gik specifikt på mærket Prince og ikke på cigaretter generelt. Det ligner en bagtanke med manipulatorisk øjemed, for tallet passer måske (?) for mærket Prince, men ikke for cigaretter generelt, som det straks er blevet til i pressen.

Fakta

  • Ifølge Statistikbanken var prisindekset for cigaretter på 105,6 i januar 2002 og 127,3 i januar 2011. Det er en stigning på 20,55 %.
  • For andre tobaksvarer var stigningen 45,4 %, og når de er steget så meget mere, skyldes det bl.a., at der siden 2002 er kommet discountsmøger på markedet.
  • Forbrugerprisindekset var i 2002 på 5507 og steg i 2010 til 6432. Det er en stigning (inflation) på 16,8 %.
  • En prisstigning på 20,55 % for cigaretter kan ikke blive til et prisfald, når den generelle inflation har været 16,8 %.

Den konfirmandtobak, jeg putter i piben, kostede for 2 – 3 år siden 94 kr. for 100 gram og der før vistnok 87 kr., og det var bestemt senere end 2002. I dag koster den 127 kr. Det er en prisstigning på 45,98 % i løbet af få år, og det passer meget godt med tallene fra Danmarks Statistik.

Det er muligt, at cigaretter af mærket Prince er blevet billigere pga. konkurrencen fra discountsmøger, men generelt er cigaretter og tobak ikke blevet billigere – tværtimod.

Men hvem interesserer sig for fakta?

 

5 tanker om "Er cigaretter virkelig blevet billigere?"

  1. Ellen

    Jeg undrede mig også noget over argumentationen – men fra både for- og imod-repræsentantens side. Jeg hørte dog ikke efter med fuld koncentration, så jeg har misset noget af det.
    Jeg kunne heller ikke rigtigt se, at grænsehandelen skulle kunne stige markant, når det kun er i Tyskland, at tobakken er billigere, hvilket nødvendigvis må give sin egen begrænsning – hvis man skal køre langt efter sagerne, må fortjenesten hurtigt blive spist af de horrible benzinpriser, vi har.
    Og endelig: Har man nogensinde set, at det hjælper at hæve priserne? Det tror jeg ikke, men hvis en pakke cigaretter pludselig steg til 80 kr, som den vist koster i Norge, ville nogen måske stå af; at sætte den op med et par kroner af gangen har ingen effekt.

    Svar
    1. Eric

      Jeg har ikke set/hørt det, du nævner – jeg har kun læst om sagen. Afgifterne blev sænket i 2003 angiveligt pga. grænsehandelen, men siden er de øget flere gange.

      Jeg tror bestemt, at prisen betyder noget for nogen. Jeg synes blot, at det er urkomisk, hvis et ikke eksisterende prisfald skal tjene som argument for at hæve afgiften.

      Svar
  2. Stegemüller

    Eric – tak! Jeg har gjort mig lignende tanker, men har ikke gjort noget ved dem. “Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta” sagde (vist nok) Kristen Poulsgaard, og det er jo lige præcis det, der er sagens kerne her. Det er fint nok, at tobakken stiger i pris, men at få det til et fald, når stigningen er større end inflationen, er ren manipulation. Kald dog tingene ved deres rette navn.

    Svar
    1. Eric

      Velbekom 😎

      Det ironiske er, at denne ministerielt blåstemplede beregning nu bliver argument for nye skingre krav om afgiftsforhøjelser. Sæt dog afgiften op, vi er hærdede, men skån os for fup.

      Svar
    2. Leoparddrengen

      Citatet om fakta stammer faktisk – i følge Wikipedia – fra en vis folketingsmand Søren Kjær, fra helt tilbage i 18-hundredetallet.

      Selv tror jeg nok at jeg har hørt versionen med Knud Kristensen – jeg vidste ihvertfald det var ældre end Pølsemand Poulsgaard – det er derfor jeg slog det op.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *