Siracusa var en rigtig god oplevelse. Smalle gader med atmosfære, en overvældende historie, fantastisk mad og meget venlige mennesker.
Grundlagt af grækere i 734 f.v.t. var byen allerede en stormagt, da Rom opstod som et sammenrend af ulveunger. Det magtforhold ændrede sig som bekendt senere.
Siracusas gamle by har atmosfære; denne svært beskrivelige charme, der emmer fra gamle mure i smalle gader. Sine steder springer forfaldet i øjnene, og det er ikke bare patina: Det koster penge at vedligeholde gamle huse, og sicilianerne er fattige.
Til gengæld er de rige på venlighed og bliver synligt glade og stolte, hvis man kan lide deres by og siger det.
De fleste sicilianere er tosprogede: De taler både siciliansk og italiensk. Til gengæld er der ikke mange i Siracusa, der taler godt engelsk, men det ændrer sig vel.
Sproget kan gøre tingene lidt besværlige, men det er også sjovt, når restaurantens eneste menukort er tjenerens italienske ramse, eller når taxichaufføren ikke kender destinationen.
Der er masser af traditionelle seværdigheder i Siracusa, men vi besøgte kun nogle få. Vi foretrækker at slentre rundt og iagttage livet, som det leves i dag.
Frem for at se på talløse madonnaer i talløse kirker vil jeg fx hellere se to arbejdere save sandsten over med en grensav eller iagttage glade børn spille fodbold på Piazza Minerva ved siden af domkirken.
En dag bliver de måske stolte af, at de mægtige søjler i domkirkens mur stammer fra et græsk tempel, som stod her længe før domkirken, men lige nu har de kun øje for bolden, og sådan skal det være.
Siracusa er nu lagt bag os, og vi er i Giardini Naxos længere nord på. Her er det småt med internetadgang, så dette indlæg blev lagt i tidsmaskinen, mens vi var i Siracusa og havde WiFi.
Jeg skriver normalt ikke om vores rejser, mens vi rejser, da det er som en åben invitation, men nu skal uønskede ”gæster” skynde sig meget, hvis de vil have huset for sig selv.
Jeg vender tilbage med mere fra Sicilien – om ikke her så i en rejsebeskrivelse. Nu skal vi lige nyde den sidste gavmilde forårssol, og så går turen hjem.
Ciao a tutti 🙂
Altid dejligt at læse om dine rejseoplevelser – I er gode til at finde lidt anderledes steder end de fleste gør.
Men… når du ikke har udgivet indlæg i 14 dage, er det ikke lige så meget en indikation af, at I ikke er hjemme, som det er at skrive fra det store udland? Jeg har i hvert fald gennemskuet det, men jeg lover, at jeg ikke render med jeres indbo af den grund 😉
Men jeg kan sagtens snakke – vi har lidt samme forhold som Per… har boet her i 23 år, og der har aldrig været indbrud i vores rækkehuskvarter.
Det med tavsheden på bloggen kan du have ret i, Ellen, men det lys går nok kun op for de faste gæster, som tilmed kan lægge to og to sammen 😉
Dejligt at høre fra dig igen Eric og skønne billeder du har taget til “os”. Jeg glæder mig til at læse rejsebeskrivelsen, for det lyder som en herlig tur.
Det er rigtigt, at man ikke skal skrive om rejser undervejs, men det kan være svært at lade være…
Tak Hanne, det var en herlig tur, og der er meget at berette, når jeg får styr på tingene – især de mange billeder.
Man skal være forsigtig med, hvad man skriver. Jeg mener, der har været sager, hvor forsikringsselskaber har nægtet at dække skader m.v. ved indbrud, fordi de ramte glad havde skrevet offentligt fra det store udland.
Der har nu ikke været nogen inde, og blomsterne er heller ikke gået ud, så alt er godt 🙂
Selv tutti 😉
og velkommen tilbage til realiteterne 😉 og I har jo med garanti haft en god tur 🙂 som vi kan glæde os til at høre mere om!!
Hvis du vil berette om ferier i nutid, skal I bare bo, som vi gør, i et lille kvarter fyldt med overordentlig nysgerrige pensionistnaboer. Så sker der garanteret (næsten) ingen uvelkomne besøg 😉
Måske skulle vi overveje det med rækkehuset. Om ikke andet så for den mindre plænes skyld. Der må være faldet en del vand, sådan som den strutter nu 😉