Hjemme igen fra Sicilien

Tomatsalat

Sicilianske tomater

Så er vi hjemme igen. En vådfront trak over Sicilien de første dage i Giardini Naxos, men derefter var der herlig sol og varme.

Giardini Naxos er en lang tynd by, som ligger ved en bugt på Siciliens østkyst neden for det berømte fluepapir, Taormina. Strandpromenaden er flere kilometer lang, og vi fik gået meget til lyden af brænding og lugten af hav.

Vi havde været der tre gange før, så dagene var mere præget af gensynsglæde end opdagelsestrang.

Lejligheden var fin med en dejlig vestvendt terrasse. Udlejeren var mægtig rar om end ikke så professionel som dem i Siracusa. Der manglede nogle småting, men intet af betydning.

Vi har kun mødt venlighed overalt, og Sicilien kan varmt anbefales, når der ikke er for varmt 🙂 Da vi landede til regn i Aalborg Lufthavn i dag, havde vi mest lyst til at fortryde og vende om.

Men i morgen venter hverdagen og arbejdet med dyngerne, som har hobet sig op i vores fravær.

Jeg vender tilbage senere med glimt fra turen. Nu skal der laves – pasta!

 

2 tanker om "Hjemme igen fra Sicilien"

  1. Stegemüller

    Velkommen hjem!

    De tomater ser simpelthen så lækre ud, at man får lyst til at stikke gaflen i skærmen og at tage en bid.

    Det burde være forbudt med dynger, der ligge og venter på én; der burde være regler i ferieloven om, at der skal være nogen til at tage over, medens man ikke er tilstede.

    Svar
    1. Eric

      Tak Hanne 🙂 Ja, frugt og grønt dernede er simpelthen på et andet smagsplan, som vi kun kan drømme om til daglig.

      Jeg har heldigvis gode kollegaer, der kan tage over, når det gælder de daglige ting, ligesom jeg dækker for dem, når de har ferie, og opstår der noget specielt, ringer vi bare – ferie eller ej.

      Den stopfyldte mailboks kan man dog ikke løbe fra, og jeg hader at gå til møder, som jeg ikke kan nå at forberede mig til; men sådan er det. Min trøst er, at det havde været værre, hvis jeg havde været væk i tre uger og ikke kun to!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *