Græsset skal jo slås, men i al stilhed arbejder jeg med en langsigtet strategi, som skal løse det problem. Det tager tid, men det virker.
Vores græsplæne forsørger en solsortefamilie og andre fugle, som trives i vores vildnis, men ellers er jeg da bedøvende ligeglad med den plæne.
For min skyld måtte den gerne vokse, til den ikke orkede mere og gik i frø. Vi spiller jo hverken golf eller bold på plænen, så hvorfor skulle den ikke have lov til at gro, som græs gjorde, før man opfandt plæneklippere og drøvtyggere?
Men den slags tanker strider nærmest mod politivedtægten, og hvis de blev realiseret, ville jeg sikkert kalde på kvarterets forargelse og det, der er værre.
Så jeg slår resigneret plænen, selvom jeg bliver både varm og svedig. I al stilhed arbejder jeg dog med en langsigtet strategi, som skal løse problemet: Jeg hverken vander eller gøder – og det virker.
De sidste 20 år er der blevet længere og længere mellem stråene, og de vokser heller ikke så bandsat energisk, som de gjorde engang. Til gengæld vinder mosset frem, og det er både grønt og blødt, og så skal det ikke slås.
Jeg er dog bange for, at det kræver mindst 15 år mere at nå helt i mål, og så længe bliver vi næppe boende. Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg foretrækker at afslutte mine projekter.
Som værende ikke-ejer af en græsplæne, må jeg sige, at jeg misunder dig. Tænk altid have en god undskyldning for at gå ude og rode med noget i det dejlige vejr.
Jeg elsker min lejlighed, men når det bliver sommer, savner jeg virkelig udendørs-mulighederne, og selv den gang de bestod af fem flotte altankasse.
Det er skam også en fornøjelse at kunne komme ud. Jeg er dog helst fri for at rode med noget – haven er såmænd rodet nok i forvejen. 😎
Jeg kan ikke takke dig nok for (igen) at inspirere mig til at gå ned om lidt i haven og slå græs! Ingen af os løber vist “græssat” ifm. havearbejde! 😉
Velbekom 😉 Sig til, hvis jeg kan inspirere med andet – fx en beretning om min næste klipning (altså min egen).
Arbejdet har man folk til… og solsorte kan godt lide æbler.
Jeg bliver bare lidt bekymret, når du også lufter din græsslåningsfobi på andre blogge – det må være slemt for dig 😉
Nu skal man ikke forveksle antipati med fobi. Jeg nærer absolut ingen frygt for plænen, og hvad jeg har skrevet andre steder er snarere et udslag af min empati og dybe medfølelse eller subsidiært en velment advarsel.
Folk til? Jeg kunne jo ansætte en japansk gartner til at trimme plænen med en neglesaks for de samme penge 😎
Er græsplænen meget stor? Ellers kunne den måske med fordel transformeres til en gårdhave med f.eks. holmegårdsten. Det er meget lettere at holde…
Uha-uha, det lyder som hårdt arbejde! Og hvad skulle de stakkels solsorte så leve af? Plænen i baghaven kunne rumme et parcelhus, og den fortil er næsten lige så stor. Nej, jeg hepper på mosset, gør jeg 🙂
Hahaha.. vi har også en mosplæne med en smule græs i, og den skal under ingen omstændigheder have gødning af nogen art.. 🙂
Nemlig! Helt uden at drage politiske paralleller kan man hviske:
Starve the beast!