Græsset skal jo slås, men i al stilhed arbejder jeg med en langsigtet strategi, som skal løse det problem. Det tager tid, men det virker.

Vores græsplæne forsørger en solsortefamilie og andre fugle, som trives i vores vildnis, men ellers er jeg da bedøvende ligeglad med den plæne.

For min skyld måtte den gerne vokse, til den ikke orkede mere og gik i frø. Vi spiller jo hverken golf eller bold på plænen, så hvorfor skulle den ikke have lov til at gro, som græs gjorde, før man opfandt plæneklippere og drøvtyggere?

Men den slags tanker strider nærmest mod politivedtægten, og hvis de blev realiseret, ville jeg sikkert kalde på kvarterets forargelse og det, der er værre.

Så jeg slår resigneret plænen, selvom jeg bliver både varm og svedig. I al stilhed arbejder jeg dog med en langsigtet strategi, som skal løse problemet: Jeg hverken vander eller gøder – og det virker.

De sidste 20 år er der blevet længere og længere mellem stråene, og de vokser heller ikke så bandsat energisk, som de gjorde engang. Til gengæld vinder mosset frem, og det er både grønt og blødt, og så skal det ikke slås.

Jeg er dog bange for, at det kræver mindst 15 år mere at nå helt i mål, og så længe bliver vi næppe boende. Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg foretrækker at afslutte mine projekter.