Kapløb med tiden

En grå og svanger sky svulmer i horisonten. Der er lummert og vindstille, og alle instinkter varsler regn. Kan jeg mon nå at slå græsset?

Skyer

Jeg cykler de sidste hårde meter op ad bakken. Luften lugter som flintesten, hvis ellers flintesten lugtede.

Jeg smider rygsækken og går straks ud og finder plæneklipperen og kablet. Jeg skulle have gjort det i weekenden, men der var småbyger, og vådt græs er så træls.

Det grå monster nærmer sig støt, og jeg forcerer tempoet. Skyen er så grå, at den kunne give blyforgiftning, tænker jeg, mens jeg skynder på Flymo. Aldrig har den slået græsset så hurtigt.

Blyskyen er over os i samme øjeblik, jeg har klippet det sidste strå. Jeg spurter ud i garagen med Flymo og ruller kablet op.

Jeg nåede det! T-shirten klæber, og brillerne dugger, da jeg falder om i stolen under terrassens halvtag. Pyh, hvor er jeg varm! Det er, så jeg damper, og jeg må tørre panden.

Lyset bliver til tusmørke, og temperaturen falder brat. Tunge dråber rammer halvtaget som en ildevarslende ouverture, og jeg er svært tilfreds med min timing, selvom jeg sveder bravt.

Og så stopper det.

Der faldt måske en deciliter på vores matrikel. I alt.

 

4 thoughts on “Kapløb med tiden

  1. Lupo

    Herude i sommerlandet på den lille campingmatrikel, har vi ikke klippet græs – endnu. En nyindkøbt “manpower” står og venter, og en anden ditto ligger og samler sig.
    Her er jo tid nok.
    I aftes kom en dobbelt-byge til Vestjylland, og vi amatører havde ikke tænkt på at taglugerne skulle lukkes -suk- Nu må det tørre(s) både ude og inde, så manpower kan komme i omdrejninger – begge to.
    🙂

    Svar
  2. Gowings

    Men du fik slået græs…Her om sommeren er græsslåning en herlig tilbagevendende følelse af at have udrettet noget – altså bagefter når man sidder og kampsveder med sin præmie skummende i glasset 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *