I dag er det et år siden, jeg blev kørt ned af en bil. Jeg slap heldigt uden at komme noget til, men ulykken har alligevel sat sig spor.
Nogen vil kalde det et mirakel, at jeg slap så billigt fra at blive kørt ned af en kassevogn, men jeg tror ikke på mirakler. Det var et miks af forudseenhed, reaktionsevne og held.
Ulykken har sat sig spor, selvom kun cyklen led overlast. Jeg købte cykelhjelm, jeg er om muligt endnu mere opmærksom i trafikken, og jeg tager aldrig min forkørselsret for givet.
Hvis en bil med vigepligt ikke med ”kropssprog” signalerer, at den vil holde tilbage, og jeg ikke kan få øjenkontakt med føreren, holder jeg tilbage. Forkørselsret dulmer ingen smerte.
Forleden skulle jeg krydse en vej, hvor der er lysregulering, så cyklister kan komme sikkert over. Der blev grønt, men jeg ventede, til to biler var blæst over for rødt.
Jeg ventede, fordi de ikke gjorde miner til at bremse. De vil sikkert sige, at solen hang lavt, og det gør den jo i januar; men jeg har før ventet på biler, der uanset årstid skulle over for rødt dette sted.
Så pas på, hvis du skal videre ad Østre Allé i Aalborg, hvor vejen til højre er Nyhavnsgade. Mentalt er nogle bilister måske stadig på motorvejen, jeg ved det ikke, men det er et farligt kryds.
Det er ikke til at forstå, at det er et år siden ulykken. Tiden går hurtigt, men reaktionstiden stiger med alderen. Så jeg må passe på og være forudseende.
Jeg har nemlig en fiks ide om, at det kunne være sjovt at nå pensionsalderen.
Jeg husker, da vores datter var ved at tage kørekort, hvor hun sagde: “Mor, du er dumpet, her må du ikke holde tilbage, det skal de andre, havde hun fået at vide af kørelæren da hun gjorde det samme. Det talte vi lidt om.
Som både cyklist, fodgænger og billist, tror jeg man ser det med flere øjne. Jeg blev for 38 år siden, som fodgænger, kørt ned af en knallert, der desværre ikke havde set mig. Bortset fra chokket, lidt skrammer og ødelagt tøj, så skete der mig ikke noget. Godt det ikke var en bil jeg blev ramt af.
Ja, godt det ikke var en bil! Om jeg må holde tilbage eller ej, tager jeg ikke så tungt – jeg sætter overlevelse over færdselsloven.
Jeg erindrer forne tiders trafikradio om fredagen (60’erne og 70’erne). Her forespurgtes jævnligt, helt alvorligt, blandt indtelefonerende lyttere til ‘påkørselsretten’, – altså den formodede ret man havde til at køre ind i andre, når de kørte ulovligt eller uhensigtsmæssigt. Måske er der ikke så meget, der har ændret sig…
Hehe, og så kom rambuktyverierne. 😉
Nu ved jeg jo ikke præcis, hvor gammel du er, men man skal vist ikke være mange måneder yngre end mig for at være udelukket fra den go’e gamle efterlønsordning, som jeg (bank under bordet), som landet ligger nu, stadig når ind under – også når jeg om 13 måneder bliver 60.
Jeg håber altså ikke ikke, at du skal arbejde, til du er 68 – det er du alt for ferielysten til 😉 – på den anden side hjælper det heller ikke meget at stoppe, hvis man så ikke har råd til noget som helst. Så kan man lige så godt arbejde.
Bilister kontra cyklister har vi vist været inde på før – begge parter har deres fejl, men som du selv siger, går det mest ud over cyklisten, og så er ‘retten’ aldeles underordnet. Jeg bliver også mere og mere tilbøjelig til IKKE at holde på min ret … man bliver blødere med årene – også som ‘hård’ trafikant 🙂
Jeg kan gå på efterløn, når jeg er 61½, og venter jeg, til jeg er 63½, kan jeg som sidste årgang gøre det efter den gamle ordning – dvs. uden modregning af opsparet pension. Helle er tre år yngre, så når hun når skelsår og alder, må vi til lommerne.
Og når man ikke holder på sin ret i trafikken, viser man som regel hensyn 🙂
Jeg lærte om den stærkestes ret ved 3 heldigvis små scooteruheld, hvoraf det sidste virkelig var så dumt at jeg næsten holdt op med at køre scooter. Jeg drømmer stadig om den dejlige svævende fornemmelse det var at køre hen ad H.C.Andersens Boulevard eller ad en landevej med kroppen i balance. Det ville jeg slet ikke magte i dag.
Også i bil kan det betale sig at læse bilernes “kropssprog” – det lærte min far af den mest elskelige svenske kørelærer, man kunne ønske sig. Det handlede om at læse hvad de andre biler har tænkt sig ved et kryds.
Engang jeg kom til grønt lys ved Grønningen satte jeg farten ned fordi jeg ikke kunne se sidegaderne ordentligt – en fornemmelse sagde mig et-eller-andet, og det var godt. En bil kom på tværs, modsat ensretningen, og kørte med andre ord over for rødt. Det svarer til at møde en spøgelsesbilist – det har jeg også prøvet.
Som blød trafikant må man endelig ikke gøre som unge Donald gjorde for at stoppe trafikken når bilisterne ikke viste hensyn: Vade ud i håb om at de stopper. Tænk at et ungt menneske kunne finde på at gøre det – måske var trafikken lidt langsommere dengang, men alligevel.
Ja, vi har alle haft oplevelser, og heldigvis kan de fleste af os fortælle om dem. Andre kan af gode grunde ikke. Som den 18 årige pige der blev dræbt i Billund i morges. Hun cyklede uden lys og reflekser, skriver de. Suk!
At blive kørt ned som cyklist sætter sig nogle spor, der forstås af enhver som har oplevet det. Blandt andet åbenbares for cyklisten, at denne er en “svag trafikant”; nogle gange næsten mere end fodgængeren, der dog har en asfalteret beskyttelse.
Enhver regelmæssig læser på denne blog erindrer forløbet og ikke mindst glædede sig over, at blogejeren slap mirakuløst med liv og lemmer og psyke i behold, medens det materielle og forsikringen gav frustrerede røde lys post festum.
Forkørselsret til pensionistlivet er ikke nogen selvfølge. Men netop de nævnte “forudseenhed (=planlægning) – reaktionsevne(= helbredsbevarelse) – held” er meget værdifulde værktøjer, når rammerne skal udfyldes i den tredie alder. Den kan vise sig at blive endog den lykkeligste tid, såfremt cykelhjelmen (=fornuften) altid medbringes. 😉
Gode værktøjer, Erik. Personligt må jeg brumme over, at pensionsalderen for mit vedkommende nylig blev hævet med 1½ år og for endnu yngre unge med 3 år.
Det kaldte de en “reform”. Ikke syv vilde heste skulle få mig til at arbejde, til jeg er 68. Hvis ellers helbredet og trafikken tillader mig at leve længe nok, vil jeg (som dig og Erling tidligere i kommentarsporet) nyde den tredje alder. Om ikke andet så bare et par år, om skæbnen vil.
Jeg må så selv betale en større del, og det har vel været meningen hele tiden, kommissioner og ordgejl til trods. Det er der ikke noget at gøre ved.
Jeg er ikke en af dem, der skal have efterlønspengene udbetalt nu. Næh, jeg venter og er i mellemtiden møj forsigtig i trafikken 😉
Nogle gange har jeg en fornemmelse af at der er folk bag både styr og rat, der tror de har påkørselsret.. Jeg har også planer om at nå pensionsalderen i levende live, men jeg oplever ind i mellem at den plan bliver udfordret. Det er et farligt liv at være hverdagscykelist. Jeg tænker tit på B S Christiansens ord.. Jeg går ikke over for grønt, jeg går over når der er frit..
Samme fornemmelse her. Heldigvis er der ikke så mange bilister af slagsen, men det er dem, man frygter mest som blød trafikant. Alt for mange cyklister kører råddent og giver bilisterne en forskrækkelse. Næsten alle kan blive bedre til at signalere deres trafikale hensigter i god tid, så vi kan “læse” hinanden, undgå ulykker og vise hensyn.
Endelig: Det er fint, at nogle bilister stopper bilen, når de absolut skal snakke i mobiltelefon, men kan de for pokker ikke finde at andet sted at parkere end på cykelstien? (Det er i parentes også ulovligt).
Sørg for at leve længe og glæd dig til pensionisttilværelsen. Det kan jeg kun anbefale, det giver muligheder for rejseaktiviteter bl.a.
Jeg prøver at maksimere min indflydelse med det mål for øje 😉
At have ret i trafikken i forbindelse med lastbiler o.lign. er heller ikke noget jeg håndhæver særlig meget 😉 Hellere hel tilstand end fladmast …
Jeg har nemlig også store planer for pensionstiden 😀
Nemlig. Post mortem har man ingen glæde af en erstatning.