Tag-arkiv: Ulykke

En meningsløs ulykke

Cyklisten blev kørt ned af en lastbil og døde på stedet. Man siger: ’En meningsløs ulykke’, selvom det ikke giver mening.

Lastbil på Malta

Lastbil på Malta

For selvfølgelig er ulykker meningsløse. Det ville da være skrækkeligt, hvis de havde en mening. Måske er vi bare så vant til at skulle se rationalet i alting, at det skal understreges, når noget er meningsløst. Det kalder på resignation.

Cyklisten var en af mine studiekammerater. Kjeld. Vi var ikke nære venner, og kontakten forsvandt efter studietiden. Af og til stødte jeg på hans navn, han var aktiv i flere sammenhænge.

For nogle år siden fandt vi så hinanden på Facebook. Det er sådan noget, Facebook er god til. På et tidspunkt skrev jeg om oprydning i reolerne, hvor bl.a. gamle Kim-bøger var røget ud.

Kjeld ville gerne have Kim-bøgerne. Han havde skilt sig af med sine og havde fortrudt. Jeg fandt bøgerne i containeren, og Kjeld kom forbi med et drenget smil og en flaske fra Alsace. Familien yndede at feriere i det franske.

På minutter rekapitulerede vi, hvad der var sket de sidste mange år, det var næsten som om, de ikke var gået. Vi var bare blevet grå i toppen, og hjørnerne var rundere.

Og bang! Så stod det forleden på hans Facebook-væg, slået op af hustru og børn. Ulykken skete den 25. november, og på nordjyske.dk fandt jeg ud af, at det var historien om cyklisten og lastbilen igen igen.

Han blev bisat på denne smukke vinterdag, og kirken var stuvende fuld. Jeg vil altid huske hans smil, da han hentede drengebøgerne.

Cyklisten kan have retten på sin side, men det er meningsløst, når modparten er en lastbil. Om livet har en mening ud over reproduktion er sådan set ligegyldigt, de fleste sætter pris på det.

Så pas på derude!

/Eric

En fiks ide om at nå pensionsalderen

I dag er det et år siden, jeg blev kørt ned af en bil. Jeg slap heldigt uden at komme noget til, men ulykken har alligevel sat sig spor.

CykelhjelmNogen vil kalde det et mirakel, at jeg slap så billigt fra at blive kørt ned af en kassevogn, men jeg tror ikke på mirakler. Det var et miks af forudseenhed, reaktionsevne og held.

Ulykken har sat sig spor, selvom kun cyklen led overlast. Jeg købte cykelhjelm, jeg er om muligt endnu mere opmærksom i trafikken, og jeg tager aldrig min forkørselsret for givet.

Hvis en bil med vigepligt ikke med ”kropssprog” signalerer, at den vil holde tilbage, og jeg ikke kan få øjenkontakt med føreren, holder jeg tilbage. Forkørselsret dulmer ingen smerte.

Forleden skulle jeg krydse en vej, hvor der er lysregulering, så cyklister kan komme sikkert over. Der blev grønt, men jeg ventede, til to biler var blæst over for rødt.

Jeg ventede, fordi de ikke gjorde miner til at bremse. De vil sikkert sige, at solen hang lavt, og det gør den jo i januar; men jeg har før ventet på biler, der uanset årstid skulle over for rødt dette sted.

Så pas på, hvis du skal videre ad Østre Allé i Aalborg, hvor vejen til højre er Nyhavnsgade. Mentalt er nogle bilister måske stadig på motorvejen, jeg ved det ikke, men det er et farligt kryds.

Det er ikke til at forstå, at det er et år siden ulykken. Tiden går hurtigt, men reaktionstiden stiger med alderen. Så jeg må passe på og være forudseende.

Jeg har nemlig en fiks ide om, at det kunne være sjovt at nå pensionsalderen.