Hvis lønnen bliver lav nok, hyrer jeg straks folk til at passe hus og have. De får endda fri i weekenden og til jul. Men giver lavere mindsteløn vækst?
Grækernes ødsle mindsteløn på 5.625 kr. skal barberes med 22 %, så de kan blive konkurrencedygtige og få vækst. Hvis Grækenland ikke sænker mindstelønnen, får de ingen hjælpepakke.
På EU-kommissionens pressemøde i Bruxelles den 6. februar 2012 sagde Amadeu Altafaj Tardio, at Grækenland har levet over evne i flere år. Mindstelønnen er 750 € (i 14 måneder), mens den er 566 € i Portugal og 748 € i Spanien.
Budskabet var, at nedsat mindsteløn kan øge Grækenlands konkurrenceevne og skabe vækst og beskæftigelse. Amadeu Altafaj Tardio er pressetalsmand for EU’s økonomiske kommissær, Olli Rehns.
Det undrer mig såre, at han fremhæver Spanien og Portugal som eksempler til efterfølgelse, når netop disse lande er økonomisk på spanden.
Hvis det hjælper at sænke mindstelønnen, hvorfor er der så ikke kanonvækst og fuld beskæftigelse i Portugal? Og hvorfor har Spanien større arbejdsløshed end Grækenland? Jeg tør næsten ikke nævne Afrika som uforløst løveøkonomi.
Selvfølgelig kan mindstelønnen blive så lav, at beskæftigelsen stiger. Bliver den lav nok, lover jeg at ansætte folk til at passe både hus og have. Ja, selv en butler kan komme på tale. Så kan jeg bruge min tid på at blogge, og de ansatte får endda fri i weekenden og til jul.
Men vækst? Er der empirisk belæg for, at barbering af mindstelønnen har ført til øget vækst nogen steder i den vestlige verden? Jeg ved det ikke, men jeg har en grum mistanke om, at det med væksten bare er en nålestribet teori i konservative økonomhjerner.
Det lyder som koldblodet øglelogik. Godt man ikke er græker på mindsteløn!
@ Eric
Jeg har heller ikke løsningen på trængslerne i Grækenland, men synes du skulle ha’ flg. passage fra en af gemalens slægtninge i Australien, som nyligt har skrevet flg.:
“Vi undgik den globale finanskrise (GFC), fordi vores føderale regering havde store summer af penge i kassen på grund af minedrift boom, der var blevet solgt mineraler til Kina. Regeringen gav hver husstand $ 500 dollars, og betalte for hvert hus skal have isolering installeret, og har bygget Ekstra klasse lokaler og haller i alle skoler i landet, så ingen job vil blive tabt eller virksomheder ville lukke ned. Pengene blev brugt til at stimulere vores økonomi, og det fungerede perfekt.”
Nu har Grækenland ikke de samme muligheder, men at skære ned allevegne, fører næppe til fremgang.
God weekend!
Nogen kan deres Keynes. Godt at høre!
Ja, noget skal de selvfølgelig gøre, og jeg vil heller ikke gøre mig klog på, hvad der er den rette medicin; men jeg tvivler stærkt på, at det med mindstelønnen har den erklærede virkning, og så tænker man jo straks, om resten af kuren mon er lige så gennemtænkt.
Jeg kan heller ikke lade være at tænke på, at det i store træk er de samme økonomiske “strateger,” som til sin tid skal godkende Danmarks finanslov, hvis vi tilslutter os finanspagten.
Umiddelbart er det nok ikke det rigtige, men hvad der er, skal jeg undlade at gøre mig klog på – hvis jeg havde løsningen, havde jeg nok også et andet job…
Men de er jo for pokker nødt til at gøre noget dernede – deres store problem løser ikke sig selv, men var måske smartere at starte med at hæve pensionsalderen, som jeg kan forstå er meget lav, i stedet for at sænke mindstelønnen.
Ingen tvivl om at Grækenland er en rodebutik af de store, og at der skal skarp lud til at rense ud, hvis det ellers lader sig gøre. Jeg tillader mig blot at betvivle den positive effekt af at nedsætte mindstelønnen.
Det med lavere mindsteløn synes at være de konservative økonomers mantra – et laksativ, de ordinerer til alle uanset tilstand.
Man kunne næsten få den tanke, at den finske økonomiske EU-kommissær Olli Rehn havde en fortid hos “De sande finner”. 😉 Han er dog centerpartist og besidder derfor kun delvist en nålestribet, konservativ økonomhjerne; sidstnævnte er dog nok blevet optimeret under sine efterhånden mange år i EU-systemet.
Det ultrakorte svar på blogejerens påstand er “Nej, så vidt vides!” – Der er ikke i den vestlige økonomiske kultur lysende eksempler på sammenfald mellem nedsættelse af mindsteløn og samtidig forøget beskæftigelse.
Der er ej heller eksempler i EU-systemet på den aktuelle “græske Euro-tragedie”, hvilket har ført hele konstruktionen ud i ukendt og fragilt grænseland, hvor den besynderlige og reelt dårlige personkemiske version “Merkozy” har ageret økonomiske brandmænd de seneste års tid.
Det menes dog aktuelt at have stoppet den i EU frygtede domino-teori, i og med at især Italien og (måske) Spanien, Portugal og Irland på det seneste har formået at stoppe de finansielle blødninger forårsaget af bl.a. manglende politisk-økonomisk styring over den seneste ca 10-årsperiode.
Derimod fortsætter Grækenland mod den økonomiske afgrund i form af en egentlig bankerot (måske det bedste i den nuv. situation). Såvel Rusland som Argentina har prøvet det og begge landes økonomier er i dag ganske langt fra tilstanden. Derimod synes f.eks. Hviderusland på vej af samme spor som Grækenland.
Ifølge mine tyske kontakter er Tyskland generelt inderlig træt af Grækenland, hvilket også formodes at gælde for andre (nord-)europæiske nationer, der samtidig noterer sig, at velhavende grækere siges at have skjult omkring 200 mia. Euro på udenlandske bankkonti.
Kommentatorens erfaring med Grækenland strækker sig kun til en bryllupsrejse til Athen samt et kortere universitetsophold (EU-regie) i Larissa og 1-dagsophold i Thessaloniki. Nævnte giver bestemt ikke på nogen måde anledning til nogen dybere fascination/kærlighed af/til Hellas. Det mærkes derimod tydeligt hos blogejeren, ikke bare ved ovennævnte indlæg.
Det fornemmes (måske forkert), at den græske tragedie kan ende ikke bare i en økonomisk kollaps, men også i en egentlig borgerkrig med uafklaret resultat……EU er ved at være ligeglad med landet; måske er det grækernes egen skyld…måske er det..??