Mennesker gør livet så indviklet, selvom det i bund og grund er enkelt: Når man har spist, lægger man sig og sover, til man bli’r sulten igen.

Okay, en gang imellem må man træde af på naturens vegne, og dem, der ikke har været under kniven, skal også ha’ lidt misfornøjelse og synge serenader (katoder), men jeg foretrækker nu at sove.

Menneskene derimod bruger en masse tid på ikke at sove, og så larmer de. Hvis de støjede mindre og var mindre klodsede, behøvede de garanteret ikke jage så længe for at fange mad.

De fleste dage er de på jagt i mange timer, før de vender hjem med bytte. Som regel har de kun nedlagt lidt tørkost, og der er langt mellem dåserne og patéerne, men de finder da som regel noget, når jeg siger, at jeg er sulten.

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor dem med fuglebadet fodrer mig udenfor og sjældent lukker mig ind, så jeg kan sove igennem i sofaen eller den blå stol ved radiatoren. Menneskenes pels er så tynd, at de må kunne mærke, at der er koldt udenfor.

Præmissen, altså tiden før mig, var måske trist, for de bliver glade, når jeg kommer og gnider min duft af på dem og lader dem ae mig for at stimulere deres fodringsinstinkt. Måske skulle jeg komme lidt oftere, men jeg har jo også dem derhjemme og naboen at holde øje med.

De skal helst fange noget alle sammen, og det gjorde ikke noget, om de nedlagde nogle flere patéer. De må også gerne sætte noget mere varme på. Og nu vil jeg ha’ en lur; det er trættende at mistænke og spinde en ende.