Af og til føler man sig hverdagsramt, så’n psykologisk overskyet. Så tænker jeg på noget rart som den næste ferie eller pensionisttilværelsen.

Se, hvis jeg havde sørget for at komme rettidigt i Folketinget, kunne jeg se frem til pension som 60-årig. Nu må jeg som overgangsårgang vente, til jeg bliver 66½.

Jeg ville ellers have været knaldgod til at se journalisterne fast i øjnene og sige: ”Det har jeg aldrig sagt” eller ”Ikke i den aktuelle situation”.

Men det havde været en dyr pris at betale. Jeg ville være tvunget til at høre på politikere i timevis, og jeg kan ikke holde ud at høre på politikere. Jeg tåler kun ganske små doser, og er det ævl à la Langballelanghalm, taler vi om millisekunder.

Tanken om at bo i hovedstaden de fem af ugens dage er heller ikke tillokkende. København er ok, men i mindre portioner, og da magt ingen sødme har for mig, er det nok godt, jeg ikke blev politiker. Også selvom pensionen nu må vente, til jeg bliver 66½.

Der er lang tid til, rigtig mange hverdage, og hvem ved, om man overhovedet lever så længe? Så er det mere overskueligt at drømme lidt om den næste ferie, og når der er overskyet her, er det godt at tænke på Siciliens blå himmel.

Ned til varmen! Ned til farver og smag med knald på. Til Siracusa hvor Arkimedes tegnede cirkler, og Platon tænkte tanker. Til Giardini med udsigt over havet og den mægtige hersker, Etna, i baggrunden.

Det er godt at have noget at glæde sig til, når man føler sig hverdagsramt, og hvis jeg trækker for, kan jeg ikke se skyerne.