Tag-arkiv: Dagdrømme

Hverdagsramt og dagdrømme

Af og til føler man sig hverdagsramt, så’n psykologisk overskyet. Så tænker jeg på noget rart som den næste ferie eller pensionisttilværelsen.

Se, hvis jeg havde sørget for at komme rettidigt i Folketinget, kunne jeg se frem til pension som 60-årig. Nu må jeg som overgangsårgang vente, til jeg bliver 66½.

Jeg ville ellers have været knaldgod til at se journalisterne fast i øjnene og sige: ”Det har jeg aldrig sagt” eller ”Ikke i den aktuelle situation”.

Men det havde været en dyr pris at betale. Jeg ville være tvunget til at høre på politikere i timevis, og jeg kan ikke holde ud at høre på politikere. Jeg tåler kun ganske små doser, og er det ævl à la Langballelanghalm, taler vi om millisekunder.

Læs resten

Dagdrømme og risikofri ugidelighed

Jeg burde støvsuge, men puster ud. Lige nu nærer jeg den største lede ved tanken om at tæmme slanger, og skulle jeg tørre støv af, skulle det være for at tørre det af på nogen, hvilket er risikabelt.

De fleste ulykker sker i hjemmet, og dagens risikoanalyse peger entydigt på lænestolen som det sikreste opholdssted.

Her kan jeg sidde og zappe, til tomlen bliver øm i jagten på noget interessant. Eller jeg kan surfe aviser på den bærbare og læse om Wilbeks fløjreserver og en ambassadør, der har ført promillebil. Der er intet i dagens nyheder, som kan gejle mig op – det skulle da lige være selvsamme fravær.

Så dagen er viet til dagdrømme og risikofri ugidelighed. Fra min lænestol rejser jeg til fjerne lande, hvor himlen er mere end babyblå, og hvor jeg ikke skal støvsuge.

/Eric