Så blev jeg færdig med rejsebeskrivelserne fra Siracusa og Giardini Naxos. Det var en rigtig god tur, selvom den bagefter føles for kort.
Som altid er det et større arbejde med opsætning osv., men det, der tager mest tid, er alligevel billederne og at lave en side for hvert billede.
Denne gang gjorde jeg det heller ikke nemmere for mig selv ved også at tilføje videoer. Det tager en hulens tid at klippe og ”svejse” klip sammen for slet ikke at tale om at uploade flere gigabyte til YouTube.
Sådan nogle HD-videoer fylder jo umanerlig meget. Lidt grinagtigt er det først i dag gået op for mig, at man faktisk kan se videoerne i høj opløsning (HD) på YouTube.
Som standard startes videoen i lav opløsning, men hvis man klikker på det lille ”tandhjul” i bundbjælken (bjælken dukker op, når videoen startes) kan man vælge høj opløsning og se glimrende kvalitet i fuld skærm.
Fuld skærm får man ved at klikke på ikonet længst til højre i bundbjælken. Jeg vil dog ikke anbefale HD, medmindre man har en kvik internetforbindelse.
Her er links til rejsebeskrivelserne, hvis du har lyst til at drømme dig væk og bort til et bedre klima:
Tak for de stemningsfulde 5 min. ferie i utide….:-)
God appetitvækker.
Velbekom, og bli’r det til for meget glansbillede, kan du jo besøge markedet i Ortigia og høre fiskehandlerne råbe. 😉
Nu har jeg siddet og nydt dine rejsebeskrivelser; det er fantastisk, hvad videoer gør. Jeg får helt lyst til at gøre en rejse til de samme steder. Men livet som arbejdsløs tillader ikke sådanne udskejelser – jeg må skynde mig at finde mig at et job.
Det er nu slet ikke så tosset med rejser i lænestolen. 🙂
Hvis du synes det tager for lang tid at uploade, vil du måske hellere bruge winff og ffmpeg til at konvertere til en anden kvalitet.
Jeg ved ikke hvordan du redigerer jeg bruger Linux/kino, et ældre program, og har selv lidt problemer; eller vlc – efter at have konverteret filer til .dv format (ellers virker vlc ikke her på det gamle system som jeg bruger mest).
Men når jeg har redigeret, er filerne i et .dv format, som har et billede for hver frame. Derefter exporterer jeg med redigeringsprogrammet eller ffmpeg til typisk mpeg-2 (xxxx.mpg) som fylder under halvdelen, og den er nemmere at uploade. Kvalitetstabet er synligt, men når jeg får sat mig ind i tingene bør det være muligt at lave tabsfri konvertering.
Jeg kan sagtens konvertere til et andet format, men jeg synes ikke, at jeg vil gå på kompromis med kvaliteten. Selvom det tager sin tid at uploade en fil på fx 500 mb, kan man jo bare lave noget andet, mens det står på.
Nå da, nu dukkede der tre kommentarer frem foruden min undrende kommentar. Jeg vil så bare gentage, at det er en fornøjelse at se sådan en video. Jeg har somme tider stor glæde af video’er hvis formål er at vise steder – bare vise stemning, huse, vejr, gader, kajer, bjerge, dale, skyer og mennesker.
Det er nogle flotte bølger, formentlig et kølvand, som kommer ind over stenene midt inde i videoen. 🙂
Nix, det er ikke kølvand! Vejret havde været lidt hårdt tidligere, og det havde havet ikke glemt.
Det virker som om der mangler nogle kommentarer 🙂
Det ser dejligt ud – jeg nød det skarpe lys og HD – det kørte 4 Mbit men jeg har kan komme op på 18Mbit ned ad bakke i medvind. 🙂
Der er dejligt. 🙂
Tak for synet. Har været nogle smut forbi. Det er tydeligt, at blogejeren – såvel 2011 som 2012 – så vidt ses undgår de store byer Palermo og Catania, men søger de rekreative og historiske mindre postnumre på Middelhavets største ø.
“(….)regerende parasitter” – er det en diplomatisk omskrivning af Don Corleone og hans lige?
Har blogejeren som intensiv Sicilien-rejsende et (relativt) nutidigt indtryk af færgefarten fra fastlandet til Sicilien (spørgsmålet gælder ikke forbindelserne fra mellem- og norditalien til Catania, derimod “Messina-strædet” alias Calabrien vs. Sicilien?
Er tidligere tanker om bro/tunnel fra fastlandet til Sicilien lagt i den bankfinansierede mølpose?
Og endelig lidt mere personligt:
Kunne blogejeren gøre 2011 og 2012 rejserne om, ville han/familien da vælge 14-dage i stedet for og så næste gang fokusere på en ny lokation eller er uge-ferie mest hensigtmæssige for blogejeren/familien (nogle mennesker bliver urolige og vil hjem efter 1 uge 😉 )
Ja, med Rom som funklende undtagelse foretrækker vi mindre steder. Det har nok noget med tempo og livskvalitet at gøre.
“regerende parasitter” er ikke en omskrivning. Sicilianerne (grækerne) har ikke været herre i eget hus, siden Rom erobrede Siracusa i 214 f.v.t. Lige siden er de blevet udbyttet af skiftende konger osv.
Mafiaen er formentlig opstået som reaktion herpå, men har – ahem – ændret sig siden.
Jeg har ingen særlig viden om færgeforbindelserne over Messinastrædet, men de må være gode. Det meste af Italiens grøntsager og frugt produceres på Sicilien og distribueres over det ganske land. Der er også jernbanefærger.
Jeg kender ikke status for planerne om en fast forbindelse, men det var en af Berlusconis kæpheste, så måske den nu bliver sat på stald. I mine øren lyder det også som vanvid med en fast forbindelse i et område, der er så seismisk og vulkansk aktivt.
Mht. foretrukken rejselængde vælger vi at splitte op i 1 til 2 uger for at kunne sprede ferien ud over året og rejse så meget som muligt. Især Helles arbejde i finansafdelingen gør det også vanskeligt at holde 3 ugers ferie, da det næsten altid kolliderer med noget månedsafslutning eller lignende.
Længere ferier må vente til efterløn/pension!