Tag-arkiv: Rejsebeskrivelser

Om rejsebeskrivelser

Man kan med rette spørge, hvorfor jeg laver en rejsebeskrivelse, som mest af alt handler om vores banale inaktivitet. Men der er en grund.

Blomst på Tenerife

Helle spurgte fredag, om jeg ikke snart skulle ha’ lavet en rejsebeskrivelse af vores ferie på Tenerife i december. Så nu er den her, rejsedagbogen.

Den er alt det, en rejsebeskrivelse ikke skal være, nemlig gentagne beskrivelser af vores banale inaktivitet, som umuligt kan interessere mange.

Rejsebeskrivelser skal formidle synsindtryk, dufte og liv, så læseren føler, at han selv er til stede. Det siger folk, som ved at sige det lader forstå, at de har forstand på den slags.

Det er sikkert rigtigt, at læserne vil med på eventyr. De vil se farverne for sig, lugte kamelprutterne og børste virtuel strandsand af tæerne, mens de indfødte synger vemodige sange eller danser hula under palmerne.

Læs resten

Miniferien i Riga og andre rejsebeskrivelser

Huse i Riga

Med den seneste rejsebeskrivelse fra Riga er det nu blevet til 47 i alt fra sammenlagt et års ferie på rejse – sådan rundt regnet.

Det startede med personlige rejsedagbøger for at nedfælde oplevelser og detaljer, mens de var friske i erindringen. Da det var blevet til nogle stykker af slagsen, begyndte jeg at udgive dem på hjemmesiden.

Jeg har selv haft stor fornøjelse af tage på rejse i lænestolen, så jeg tænkte: ”Hvorfor ikke også dele vores oplevelser?” Som sagt, så gjort, og nu er det blevet til rejsebeskrivelse nr. 47: Miniferie i Riga.

Form og stil præges naturligvis ved at gå fra private skriverier til offentlige. Der er ting, jeg ikke deler, og andre ting skriver jeg kun om, fordi de er til offentlig læsning.

Til de sidste ting hører fx faktuelle oplysninger. Genren er jo en sjov blanding af fakta og drømmeføde. Man skal levere de fakta, læserne typisk søger efter, men man skal også nære deres drømme ved at lade dem rejse med.

Reklamer er der også. De irriterer mange, men reklamerne betaler webhotellet og bidrager lidt til rejsekassen. Det koster jo at rejse så meget. Så det …

Rejsebeskrivelsen fra Riga er lidt atypisk. Der er mere ”guide” over den, end jeg bryder mig om; det er mere en skrabet rejsemålsbeskrivelse end en beskrivelse af vores rejse.

Men jeg havde allerede formidlet de umiddelbare indtryk her på bloggen, og bagefter boblede begejstringen ikke så livligt, som den plejer. Det smittede af, og jeg lægger skylden på Rigas grå, klamme og kolde vejr.

Jeg prøvede at lade tastaturet abstrahere fra det, men kunne ikke. Det er simpelthen ikke så humørfyldt at sjoske rundt i finregn eller klam gus som at spadsere på lette fjed i solskin.

Længere er den faktisk ikke. Næste feriemål er Sicilien, og mon ikke vejret dernede er væsentligt bedre – sådan cirka som en dansk sommer, når den er bedst. 🙂

 

Nye rejsebeskrivelser fra Sicilien

Så blev jeg færdig med rejsebeskrivelserne fra Siracusa og Giardini Naxos. Det var en rigtig god tur, selvom den bagefter føles for kort.

Som altid er det et større arbejde med opsætning osv., men det, der tager mest tid, er alligevel billederne og at lave en side for hvert billede.

Denne gang gjorde jeg det heller ikke nemmere for mig selv ved også at tilføje videoer. Det tager en hulens tid at klippe og ”svejse” klip sammen for slet ikke at tale om at uploade flere gigabyte til YouTube.

Sådan nogle HD-videoer fylder jo umanerlig meget. Lidt grinagtigt er det først i dag gået op for mig, at man faktisk kan se videoerne i høj opløsning (HD) på YouTube.

Som standard startes videoen i lav opløsning, men hvis man klikker på det lille ”tandhjul” i bundbjælken (bjælken dukker op, når videoen startes) kan man vælge høj opløsning og se glimrende kvalitet i fuld skærm.

Fuld skærm får man ved at klikke på ikonet længst til højre i bundbjælken. Jeg vil dog ikke anbefale HD, medmindre man har en kvik internetforbindelse.

Her er links til rejsebeskrivelserne, hvis du har lyst til at drømme dig væk og bort til et bedre klima: